Det må du gerne citere mig for...

Du skrev

2010-06-12T23:20:00.004+01:00

Du skrev, at du glædede dig. Det gjorde mig så glad. Jeg glædede mig også.

Jeg besluttede allerede dage i forvejen hvilken kjole, jeg ville have på.

Hele dagen gik jeg med et smil på læben, fordi jeg vidste, jeg skulle se dig. Der var intet, jeg kunne komme i tanker om, jeg hellere ville. Det skulle blive en dejlig dag.

Jeg tog et langt bad og barberede ben, iførte mig den udvalgte kjole, stillede de stilletter klar, som du er så vild med.

Mine negle blev nøje filet og lakeret røde, og jeg brugte en halv time på at beslutte, om håret skulle hænge eller sættes op. Hænge.

Øjenbrynene blev plukket.

Jeg gjorde det hele med at smil og et håb om, at jeg ville kunne få dig til at smile.

...

Du skrev. Du skrev, at du lavede noget andet i stedet for.

En dag i min seng

2010-05-08T23:26:00.006+01:00

Hele min lørdag er blevet tilbragt i sengen. Har man læst mit seneste indlæg, kunne man nok godt tænke "åh nej" og tro, der var tale om en tudedag.

Men jeg er faldet lidt ned nu. Jeg er stadig ikke sikker på, hvad jeg skal, vil eller bør, men jeg har trukket mig selv ud af tornadoen af forvirring, smerte, savn og følelser. Selvom jeg stadig er lidt rundtosset, føler jeg, jeg er kommet nogenlunde helskindet ud, og umiddelbart føler jeg ikke, at tornadoen truer et sted i nærheden med at suge mig ind igen.

Jeg ved ikke, om jeg skal bruge ordet desværre her, men en af de ting, der fik vendt mit humør, var at tilbringe tid sammen med Tyskeren... Som jeg havde droppet.

Han gør mig fuldstændig rolig og glad og ubekymret, når vi er sammen alene.

Jeg bevæger mig på farlig grund, det ved jeg. Men lige nu er det hans selskab, som er den bedste "medicin", og det er svært ikke at tage imod, når man kender alternativet.

Det, vi har gang i, er helt igennem en dårlig idé. For mig, for ham, i forhold til vores arbejde, vores venskab, hans kæreste. Gennemført idiotisk. MEN... Og det her kommer til at lyde helt skørt... Så har jeg da noget at lave. Jeg vil hellere leve og føle de her ting, end jeg vil udelukke det pga. risikoen for at blive såret.

Jeg har en veninde, som for 7 år siden blev så såret af en mand, at hun ikke siden har turde gøre sig sårbar overfor nogen overhovedet. Problemet er jo bare lidt, at det er man sgu nødt til, hvis man vil have de gode ting med. Det er jo ikke kun de svære ting, man udelukker, når man gør sig selv utilgængelig på den måde.

Det er ikke et forsøg på at retfærdiggøre, hvad der foregår, men jeg har tænkt meget over det på det seneste. Hvad vil man helst? Tage risici og åbne op for det gode og det skidte, eller lukke af og ikke få nogen af delene? Hvor ondt det første end kan gøre, så hellere det, end det sidste. Jeg ved godt, jeg skrev præcis det omvendte i forrige indlæg mht. australieren. Og det jeg skrev, står jeg ved. Ham ville jeg faktisk hellere have været helt foruden, end jeg ville have både det fantastiske og det rigtige svære. Men om jeg mener det samme i fremtiden, er selvfølgelig svært at sige.

Nu er det jo selvfølgelig ikke et enten eller valg, som kun skal tages én gang og følges i alle henseender resten af livet (selvom nævnte veninde faktisk har fulgt samme ærgerlige spor i 7 år). Det er jo nok lidt en kunst at vide hvornår man helst skal det ene og hvornår man helst skal det andet.

Ideelt set skulle jeg nok holde mig fra Tyskeren og søge efter en anden, som kan vække de samme følelser... På den anden side ved jeg ikke, om det vil være det rigtige at gøre. Måske er det her faktisk rigtigt. Og måske er det "måske" det, der er så farligt ved situationen.

Efter australieren er alting svært at tro på...

Men det var egentlig slet ikke det, jeg ville blogge om. Jeg ville have skrevet om min fantastiske dag i sengen, som altså ikke endte med at blive en tudedag til trods for, jeg bare havde mit eget selskab. Og pointen med det indlæg skulle have været at videreformidle et budskab om, at jeg er ok.

Jeg er ok!

... Selvom jeg i dag har erfaret, at jeg er virkelig dårlig til langt de fleste af de spil, jeg har købt til min Wii. Jeg sidder helt fast i 1990 hvad angår computerspil. Tre dimensioner er sgu lige én dimension for avanceret for mig, og når jeg så skal spille med to forskelligt udseende joystick (en til hver hånd) på samme tid, så kortslutter det helt, og det ender med, at alt, jeg gør, er tilfældigt. Hvilket man overraskende nok kan komme ret langt med i visse spil.

Synes den her sang er så fin (dog et virkelig skidt slideshow, der er smækket op, så lyt gerne til sangen, mens I ser på noget andet)

Leaving New York, never easy

2010-05-05T01:28:00.000+01:00

Det er sandt.

Det er som om, det har knækket mig at vende "hjem" derfra. Jeg ved hverken fra eller til. Aner ikke hvad jeg føler, eller hvor jeg hører til.

Jeg føler mig svigtet af flere i min omgangskreds der, hvor jeg bor, og det er egentlig først rigtig gået op for mig, mens jeg var væk. For mig hænger det at være tryg sammen med at føle sig hjemme et sted, og antallet af personer, jeg føler mig tryg ved, er dalet en del på det seneste.

Mit vækkeur er sat til kl. 6:10 i morgen tidlig, så jeg kan nå både at lave sund morgenmad og at komme hen og træne inden arbejde. Der er ingen chance for, jeg rent faktisk kommer til at stå op 6:10. Der er allerede under fem timer til.

Intentionen var der ellers, da jeg gik direkte i seng efter at være kommet hjem fra arbejde kl. 22. Men så begyndte jeg at græde og kunne ikke holde op igen. Det er nummer to ud af tre aftener, det har været tilfældet siden jeg kom tilbage til London.

I begge tilfælde var jeg nødt til efter nogle timer at tænde for computeren for at distrahere mig selv fra mine tanker.

Jeg dropper Tyskeren. Og det til trods for, at jeg er vild med ham i en grad, som fik mig til at dedikere en hel dag i NYC på at tonse rundt efter en fødselsdagsgave til ham. Han vil mig ikke nok, og det kan kun ende katastrofalt, hvis jeg bliver gladere for ham, end jeg allerede er. Der er ikke så meget andet tilbage at gøre end at erkende det ultimative nederlag - jeg må gøre som Nik & Jay. "Elsker Hende Mere" går ud til mig. Rimelig ærgerlig erkendelse.

Så jeg går rundt med et lidt ambivalent forhold til mit arbejde. Jeg har ikke lyst til at være der, til at se ham, men samtidig holder det mig beskæftiget og væk fra helt sørgeligt at ligge og tude.

Pudsigt nok så er det ikke så meget Tyskeren, jeg umiddelbart føler er årsagen til, hvordan jeg har det, men han bidrager nok alligevel mere, end jeg selv er klar over. Jeg tænker mest på australieren, og fuck hvor havde jeg håbet, det var slut med det. Findes der en Nik & Jay sang om det?

Da jeg kom hjem i søndags, vadede jeg direkte ind i en krise. Jeg var klar til at flytte tilbage til Danmark. Jeg vidste ikke længere, hvorfor jeg var i London, og jo mere jeg tænkte over det, jo mere kom jeg i tvivl om, hvor jeg så hører til.

Jeg følte mig pludselig fanget på et sted og i en situation, jeg ikke kunne overskue, og alt jeg kunne tænke var: JEG GIDER IKKE AT VÆRE HERE MERE. Det var rigtig ubehageligt, og det eneste tidspunkt, jeg før har følt det så overvældende, var ca. 2 måneder efter, jeg var flyttet herover, hvor jeg stod uden penge og uden udsigt til job, boende i et lillebitte skodværelse i en virkelig ufed bydel, hvor jeg følte mig temmelig utryg og ensom, og hvor det allerede stod klart, at det grundlag jeg var flyttet herover på, ikke længere eksisterede. Dér var jeg meget tæt på at tage hjem.

Indtil nu har jeg faktisk været glad for, jeg blev. Taknemmelig for de oplevelser og erfaringer, jeg har gjort mig.

Men tænk hvis jeg var vendt hjem. Tænk hvis jeg var blevet skånet for at få mit hjerte smadret på den måde. Lige nu ville jeg virkelig ønske, jeg aldrig havde mødt ham. Så måske jeg skulle være taget hjem.

Jeg har været stolt over min vedholdenhed i nævnte situation, hvor jeg ligesom bare kæmpede for at få en tilværelse, og i dén grad var tvunget til at sluge min stolthed og få job i en butik til en skodløn. Men måske var det i virkeligheden fjollet. Måske var min fighter-vilje slet ikke til min fordel. Måske har det givet mig mange flere unødvendige slag, end den lette vej ville have givet.

Everything happens for a reason. Ja, men nogengange kan den årsag godt være dumhed. Og ja, jeg tror, det er muligt at lære noget af alt, man går igennem. Det er bare ikke altid, man rent faktisk lærer noget, og jeg tror heller ikke på, de erfaringer altid er nødvendige.

Men de kan være gode undskyldninger for de ting, man gør, som man måske godt ved, man ikke skulle have gjort. Der er intet, der er for stort til at blive viftet væk med et "nå, men det var nok meningen, det skulle ske. Så lærer jeg noget af det, og alle erfaringer er med til at gøre mig til den jeg er". Jo, men er det i alle tilfælde en god ting? Det er da tænkeligt, man kunne være en meget federe person i dag, hvis man havde taget nogle andre valg engang.

Slag er en del af livet. Jeg vil ikke tude for meget. Vil ikke have for ondt af mig selv. Men lige nu i dette øjeblik, har jeg mistet orienteringen, og jeg ved helt ærligt ikke, hvad jeg skal og vil og bør. Nik & Jay, hvor er I nu?

Status efter den første uge med planche

2010-04-19T21:43:00.002+01:00

Fysik: 3,4 kg lettere

Humør: Forbedret, men ikke optimalt

Rom blev ikke bygget på én dag, but they got there eventually. Jeg rykker mig og det kan føles, selvom det er små skridt...

Endnu et kys

2010-04-18T20:37:00.004+01:00

Fredag aften endte lidt kikset.

Det var dag 1 af vores store detox, så jeg havde planlagt at gå tidligt i seng. Men så var det Tyskeren skrev og spurgte, om jeg kom ud. Dog var han et sted, hvor jeg kun ville kunne nå hen og være en time, før de lukkede. Så ivrig ville jeg heller ikke være.

Nå, men vi blev efter lidt skriven frem og tilbage enige om, at han skulle komme ud til mig, når stedet lukkede... Der var bare lige den lille hage, at han var ude med nogle fælles venner, og han bor sammen med et par stykker, så de ville finde det meget mærkeligt, hvis han ikke tog hjem med dem. Han sagde derfor ærligt, at han ville tage ud til mig, og to af disse venner (som ikke ved, hvad der er sket mellem ham og mig), synes det lød som en mægtig idé og inviterede sig selv med. Ingen af os kunne jo ikke rigtig sige nej uden at få et forklaringsproblem.

Så det endte med, jeg havde tre tyske gutter i min seng, hvor vi sad og spillede Super Mario. Det var ikke lige dét, jeg havde forestillet mig, skulle få sengen til at knirke. Tyskeren og jeg sad og holdt hinanden lidt i hånden og nussede under et tæppe. Det må have været så himmelråbende åbenlyst, men ingen sagde noget.

Og da de så var på vej ud ad døren, fik vi lige lejlighed til et par hurtige kys...

Samme sekund jeg slog øjnene op næste morgen gik følgende op for mig:

Første gang Tyskeren og jeg kyssede, var jeg iført præcis samme top, som jeg havde på, første gang Australieren kyssede mig. Anden gang Tyskeren og jeg kyssede skete på PRÆCIS det samme sted i vores hus, hvor Australieren og jeg havde vores andet kys.

Jeg ved ikke helt, hvad det betyder, men jeg føler for at gispe.

Nu med planche

2010-04-13T20:24:00.005+01:00

Det er ved at være sengetid, men jeg kan vist lige nå at briefe Jer om status pt. Søvn prioriteres. Ligesom madlavning og spisetid. Og det er planen, at det i hvert fald fortsætter sådan minimum til på søndag. Derfor er det ikke sikkert, der bliver tid til bloggen. Men jeg skal selvfølgelig nok kigge herind, hvis der bliver tid, efter mine øverste prioriteter er tilgodeset.

Vi har gang i lidt af et helseprojekt her i huset. Det er egentlig mest de to piger, jeg bor sammen med, som i fællesskab har lagt planen, men jeg er sprunget med af flere årsager. Vigtigst af alt vil jeg gerne være sundere, og som følge deraf komme i bedre humør.

Vi har opstillet ganske få fællesregler for vores projekt, og så har vi hver især tilføjet et par personlige. Af fællesregler kan nævnes nul koffein, nul sukkerholdige snacks/ drikke, minimum 30 minutters fysisk træning om dagen, prioriter spisetid, varieret kost. Fælles "aftensmad" som består i en friskpresset grønsagsjuice fra egen juicemaskine.

Mine personlige regler er for det første at prioritere søvn. Hvis jeg er træt kl. 21, så går jeg i seng kl. 21. For det andet at gå til og fra arbejde hver dag, selv hvis jeg er sen på den. Derudover at spise morgenmad hjemmefra (og tage mig tid til det), samt ikke at spise frokost foran mit skrivebord på jobbet, som jeg har for vane. Og sidst men ikke mindst: Fokusér på dette projekt og glem mænd imens, hvilket er den største udfordring. Ikke mindst fordi projektet i sig selv får en masse tanker til at dukke op omkring især en bestemt mand.

Vi har sågar lavet et skema (eller nærmere en planche), hvor vi hver dag noterer god opførsel og dårlig opførsel ned.

Så hvorfor hele den her hype, og deltagen i et for mig noget atypisk projekt? Der findes vel næppe mange ting, der er mere irriterende end kvinder på diverse kure. Eller, nu er det her ikke på den måde ment som en kur, men mere et forsøg på at få inspireret en sundere livsstil gennem i starten at sætte nogle regler op, som med tiden forhåbentlig føles naturlige at følge. Men personligt kan jeg blive vanvittig af at høre på knævren om madbesættelser, som handler om, hvad man må og ikke må spise.

Jeg har allerede nævnt et ønske om at blive sundere i såvel krop som sind. Det er pudsigt, for jeg har egentlig aldrig set min vægt som et problem, selv ikke da jeg var noget større, end jeg er i dag. I mange år vejede jeg mig slet ikke, og det interesserede mig egentlig ikke. Jeg følte mig ok, som jeg var.

Det gør jeg ikke længere, og det til trods for, jeg vejer mindre end jeg har gjort længe. Godt nok har jeg taget 2-3 kg på de seneste 6-7 måneder, men jeg vejer stadig betydeligt mindre, end jeg gjorde for et år siden. Ca. ti kg mindre lige pt. Men gennem alt, hvad der skete med australieren, fik jeg det bare værre og værre med, hvordan jeg så ud til trods for, jeg tabte mig mere og mere i den periode, og jeg har stadig svært ved at se mig selv i spejlet nogen dage.

Jeg har aldrig før været sådan her. Jeg har aldrig før ladet en person og en situation overtage så meget, og jeg har aldrig set ned på mig selv på den her måde. Selvom jeg nu har nået et punkt, hvor jeg trods alt tænker på andre mænd, så bliver jeg ramt af en ganske forfærdelig følelse, hver gang jeg tænker på australieren. Jeg bliver så ulykkelig.

Så jeg føler lidt, jeg har brug for et latterligt projekt som det her, hvor jeg har noget at gå op i sammen med nogen andre. Og at dette så rent faktisk er et projekt som potentielt kan få mig sundere og gladere (både for mig selv og i det hele taget) ud på den anden side, er jo så et plus. Jeg havde aldrig troet, at en fyr skulle kunne smadre mig og pille mig så meget ned, at jeg skulle synes en planche, var det helt rigtige sted at starte for at komme ovenpå igen.

Så skete der noget

2010-04-06T21:48:00.002+01:00

Tyskersituationen har udviklet sig.

Langsomt. Meget langsomt.

For to måneder siden begyndte vi at snakke lidt mere sammen, end hvad vi ellers har gjort. Så var der pludselig den der uventede kemi en aften. Ugen efter var den der gange ti, men fysisk skete der ikke det store udover "uskyldige" berøringer, der føltes som eksplotioner. Så holdt vi lidt i hånd. To/ tre uger senere var der kindkys. Og så kom de små slås-/ bidekampe. Og så i lørdags... Ja, den gemmer vi lige lidt.

Med andre ord: Det er altså virkelig gået langsomt, men tingene har alligevel rykket sig lidt fra gang til gang. Det er egentlig mit indtryk at vi begge forsøger at holde tilbage, men det bliver sværere og sværere.

Han har en kæreste, som sidder i et andet land. Han er glad for hende, og han troede, alt var som det skulle være, og pludselig står han i en situation, han ikke havde regnet med og ved ikke, hvordan han skal tackle det. Han vil nogle ting, der går imod alle hans principper og al hans fornuft, og han er dybt frustreret og forvirret over, at han ikke kan styre sine følelser.

Jeg forsøger at passe på mig selv efter min store nedtur med australieren. Jeg ønsker at være sammen med en fyr, som vil mig rigtigt. Det sidste, jeg gider, er at føle, noget er rigtigt, mens den anden parts situation gør, at det samtidig føles forkert.

Det føles som om, vi begge forsøger at undgå det uundgålige. For den tiltrækning vi har på hinanden kan ikke ignoreres væk. På en måde er det altid intenst, når vi er i samme rum, selv hvis vi laver to forskellige ting.

I lørdags havde jeg som tidligere nævnt en lang tjans på jobbet. Gennem mine sidste par timer på pinden havde vi skrevet lidt frem og tilbage, og det endte med, han spurgte, om jeg ville komme forbi. Og det gjorde jeg så.

Det startede relativt uskyldigt. Vi havde en sindssygt hyggelig nat, og lige pludselig gearede det noget op i forhold til det tempo, tingene hidtil var sket i (jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde før har oplevet at tingene er sket så stille og roligt, at der er gået så lang tid mellem faserne holde i hånd og kindkys!)

Pludselig kyssede vi, og derfra *indsæt blød erotisk novelle her*

Men indimellem var der tvivlen og frustrationen og den lurende krise fra hans side, så jeg stoppede det, og så startede vi op igen. Vi stoppede. Kunne alligevel ikke holde os fra hinanden. Stoppede igen. Og sådan fortsatte det indtil jeg aktivt fjernede mig fra situationen ved simpelthen at tage hjem.

Det hele var meget overvældende for mig. Jeg er ikke god til at tackle den slags, og hvis tingene bliver for intense, bliver jeg bange og løber min vej. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, jeg ikke er skræmt over, hvad der opstod imellem os. Vi har en eller anden helt vild connection, som vi begge er ret forundrede over.

Hele søndagen gik jeg rundt og havde lyst til at skubbe det hele fra mig. Lade ham være og ignorere ham, så jeg ikke behøver tage stilling til, hvad der foregår. Underligt nok følte jeg en lettelse over, at han samme dag skulle rejse over til sin kæreste og være hos hende i en uge.

Men så kom mandag og jeg begyndte at savne hans nærvær, og være ked af han skulle være hos hende. Og jeg kom til den skræmmende konklusion, at selvom det er overvældende og svært for mig at håndtere, så vil jeg ham gerne. Jeg har ikke lyst til at løbe min vej.

Jeg tror stadig ikke, han har lyst til at gå fra sin kæreste, så jeg går ikke og regner med, der er potentiale i situationen. På den anden side havde jeg heller ikke regnet med, at i lørdags ville ske. Noget jeg dog fik ud af begivenhederne var, at han har sværere ved at holde sig tilbage, end jeg har, når muligheden byder sig, og det kan jeg måske bruge som vigtig byggesten i min tålmodighed. Han får mig ikke, så længe han har en kæreste. Hvis han vil have mig nok, så ved han, hvad det kræver, og vil han ikke det, så er det ikke godt nok for mig.

Frokostpause

2010-04-06T13:45:00.001+01:00

Frokost i solen på græsset med ænder i sigte.

Jeg er bekymret for svanerne. Jeg har ikke set dem i to dage. Men de har vel styr på det...

For ca. 10 min siden kom der en ”yummy mummy” forbi med sine to børn. De havde en velforberedt plan om at fodre ænder, men ænderne havde en anden plan. De reagerede på at blive forstyrret i deres projekt pudsning og plejning af fjer ved ubevægelige at stirre tomt på det ihærdige barn, der tyrede hvidt brød efter dem.

Det shit gad de ikke.

Mor og børn gik igen.

Lige efter virkede det et kort øjeblik som om stemningen var til lidt duck on duck action, men så lagde de sig til rette på nogle sten i stedet. Hannen, som har lagt sig bag hunnen har et par gange lignet en, der overvejede at lave snigeren på hende, men nu tyder det på, der er ro i andeland.

Arbeit, Arbeit

2010-04-04T22:03:00.004+01:00

Min eneste Påske-fridag lakker mod enden. På det seneste har den mest stået på arbejde. I går kom højdepunktet for min ganske nye ekstratjans som producer på sport. Årets største Premier League kamp mellem Manchester United og Chelsea. Det var sgu stort. Og så havde jeg en sen La Liga kamp. Jeg forlod ikke kontoret i 13 timer. Når det er tilfældet på en lørdag, føler man sig (trods tilfredsstillelsen i det arbejde, man har udført) en anelse ynkelig. Og da jeg kl. 23:45 stod med min grimme business mobil i vores transmission og tog stilling til et undertekstrelateret problem, som hastede, var det ikke svært at takke ja til Tyskerens invitation til at komme forbi, når jeg fik fri. Rimelig syret øjeblik når man indser, at ens socialliv er blevet henvist til tidsrummet 24-04. Men så er det heldigt, der findes mennesker, som rent faktisk gider det.

Ænder

2010-04-01T23:14:00.002+01:00

Jeg begynder at forstå ornitologer. Jeg har ellers altid set lidt ned på dem. På linje med deltagere i Paradise Hotel (… og folk, der ser det!). Sådan lidt “hvor lavt kan man synke“-agtigt.

Men det sker oftere og oftere, at jeg, bedst som jeg går og tror, det er en helt almindelig dag, hvor alt er ved det gamle, pludselig sidder og kigger på ænder igen. Dog er det nok de færreste ornitologer, der er så fokuserede på helt almindelige gråænder, men fascinationen er formodentlig ganske sammenlignelig.

Ænder er fucking fantastiske. Og de kommer med indbygget humor. Se på en and, der sover, spiser, svømmer, vralter, rapper, står stille, you name it - de gør alt på en sjov men cool måde. Og jo mere opmærksomt man kigger/ lytter, jo sjovere er de faktisk. Hvis jeg kunne vælge ét dyr at få evnen til at tankeaflæse, skulle det være en and (i skarp konkurrence med delfin, kat og skildpadde).

Jeg kan godt selv se, at min fascination nok ikke maler det mest flatterende billede af min intelligens eller mit mentale helbred som helhed, men det kunne være værre. Jeg kunne vågne op på Paradise Hotel.

Travl uge

2010-03-28T22:31:00.002+01:00

Komplet med ekstraarbejde i form af producertjans, besøg fra Danmark, tyskerforvirring, optagelser med Russell Howard til BBC3, afsked med housemate, banankagespisning, Wii-indkøb, bogshopping m.m.

På trods af en uge pakket med oplagte blogemner, har der ikke været tid til overs til rent faktisk at få dem skrevet ned. Jeg vender snarest tilbage.

Status lige nu

2010-03-22T21:56:00.005Z

Jamen jeg tænkte såmænd bare, at jeg ville smutte forbi og give en status.

Jeg har en bragende hovedpine, som, jeg mistænker, kan tilskrives, at jeg ikke har spist sukker i dag. Og at det skulle kunne give mig hovedpine i denne grad, er nok et tegn på, at min plan om at skrotte stadset i nogen tid, nok egentlig er meget fornuftig.

For ca. en time siden skrev jeg en besked til Tyskeren. For ca. 45 minutter siden gik det op for mig, at beskeden kunne misforstås i en retning, som ikke er så heldig. Så jeg tror, det bedste, jeg kan gøre, er at skrive ham på listen over ting, jeg har bedst af at undgå den næste tid.

I dag fik jeg en arbejdstelefon. Den er meget, meget maskulin. Total far-telefon. Eller min far har så en iPhone. Noget er gået galt i mobilkosmos. Anyway, jeg ville gerne have haft den i lyserød, men det er åbenbart for ubusinessagtigt til at eksistere i et business katalog. Nu render 20 mennesker fra samme firma så rundt med ens telefoner. Der ligger en masse potentiel forvirring og "hvis telefon er det?"-sjov gemt i dét faktum.

Nå, den der hovedpine bønfalder mig om at gå i seng. Jeg må hellere makke ret, før noget eksploderer derinde.

Bidt af mænd

2010-03-21T21:57:00.003Z

Jeg kan godt lide ham tyskeren. Jeg kan godt lide, når han rører ved mit hår og stryger det væk fra mit ansigt. Jeg kan godt lide at opleve ham fortabe sig i mine øjne (og omvendt). Jeg kan godt lide at bore næsen ned i hans store skulder og snuse ind. Jeg kan godt lide hans blidhed.

Jeg tror aldrig, han kan gøre mig lige så ondt som australieren gjorde.

En gang bed australieren mig, mens vi kyssede. Det gjorde ondt. Der kom et blåt mærke, som var mange uger om at forsvinde. Selv efter han selv havde forladt landet, havde jeg fortsat hans bid siddende som et mørkt aftryk på min blege skulder.

Tyskeren bed mig legende i forgårs. Det var dejligt. Han efterlod også et aftryk. Et lille fint tandaftryk, men det blev aldrig blåt. Og da jeg vågnede næste dag, kunne det ikke længere ses.

Ironi

2010-03-18T21:15:00.003Z

I forgårs valgte jeg at dedikere et indlæg til en af mine housemates, som den bedst tænkelige erstatning hun viste sig at være for den mentalt forstyrrede tidligere beboer.

I dag meddelte selvsamme skønne beboer, at hun flytter ud.

Det betyder, at vi har et værelse ledigt om to uger, hvis nogen skulle være interesserede (Fræse, du tjener vel snart så meget, at du har råd til bolig i både København og London)

Den bedste erstatning

2010-03-16T20:16:00.002Z

At både Australieren og den fucked up New Zealænder flyttede, var nok noget af det bedste, der kunne ske. Af meget forskellige årsager, men i begge tilfælde det bedste for mig, uanset om det føltes godt eller ej.

Der flyttede en fantastisk pige ind i stedet for New Zealand-sækken. Den nye pige er bare gennemgående skøn, og hendes personlighed er et dejligt plus for vores hus. Hun siger desuden de mest vidunderlige ting. Her er et par friske citater:

"All I've wanted to do all my life is to dress up like a crazy witch... And now I don't have the hair for it"

"The Welsh freak me out"

"Eskimos!"

"That's my thing, you know. Big sparkly things that are useless"

"I will be in the drawing room. I know we don't have one but that's beside the point"

Hende kan man sgu da kun holde af.

Yndlingsbus

2010-03-15T21:52:00.005Z

London bus iført Cristiano Ronaldo iført Armani. Chiswick 15/03/2010.

Det er næppe nødvendigt at nævne, at jeg synes vældig godt om disse busser. Men nu gør jeg det så alligevel. Hvor (u)sikker jeg er i trafikken, så længe de er på vejene, er så en anden sag...

(og ja, jeg har selv taget billedet. Det var forresten linje 27)

Mit svar

2010-03-15T21:13:00.005Z

Australieren har fået et svar. Jeg havde svoret aldrig at skrive til ham igen, men pludselig gjorde jeg det så alligevel.

Dengang han var her, var jeg meget ærlig overfor ham, men konskvent kun, når det gjalt noget positivt. Jeg skældte ham aldrig ud, eller stillede ham til regnskab. Han blev aldrig udspurgt eller konfronteret med, hvor ondt han gjorde mig. Det var der flere årsager til. For det første er han typen, der hader konfrontationer, og i og med at han i forvejen havde det med at skubbe mig fra sig, var jeg bange for, han ville skubbe mig endnu længere væk.

Derudover tænkte jeg, at han skulle have lov til at reagere, som han ønskede. Han skulle i hvert fald under ingen omstændigheder føle sig tvunget sammen med mig. Hvis jeg ikke kunne lide den person, han valgte at være, så kunne jeg jo bare lade være med at være forelsket i ham (yeah, right).

Nå, men pludselig forleden skrev jeg så til ham uden egentlig at tænke over det. Og det er første gang, jeg har tilladt mig selv at vise ham nogen form for vrede. Ikke at det blev en længere forklarende udredning, eller på nogen måde en detaljeret tilsvining, men jeg udtrykte for første gang, at jeg ikke er ok med, hvordan han var/ er over for mig. Da han skrev til mig, virkede han helt uforstående overfor, at jeg havde slettet ham som ven på Facebook. Selvom jeg på ingen måde mistede besindelsen, da jeg svarede, og formåede at gøre det rimelig køligt, så tror jeg alligevel, det kommer bag på ham ikke at få et positivt ladet svar tilbage.

Ordlyden af min besked var nogenlunde som følger:

Har det seriøst taget dig 2 måneder at opdage, at jeg har slettet dig som ven? Wow. Godt for dig.

Hvis jeg skal være helt ærlig, så fatter jeg ikke, hvorfor du skriver til mig. Taget din opførsel i betragtning, giver det ingen mening.

Lige nu ved jeg sgu ikke helt, hvad jeg skal stille op med det. Måske jeg bare skal bede dig om at skride ad helvede til...

Så ham regner jeg ikke med nogensinde at høre fra igen. Hvilket nok også er for det bedste.

Blogblok

2010-03-11T22:27:00.002Z

Det ville nok ikke være nogen dårlig idé, hvis jeg begyndte at gå med blogblok. Altså sådan en, som man lige hurtigt noterer flygtige tanker/ idéer/ emner i i løbet af dagen, hvis inspirationen banker på, mens man har travlt med alt muligt andet.

Jeg har det med at glemme mine idéer. Til gengæld husker jeg at have fået en idé. Det er selve indholdet, det kniber med. Her til aften, da jeg satte mig for at behandle et emne, som jeg tidligere på dagen var meget begejstret for tanken om at skrive om, kunne jeg end ikke komme med et eneste stikord til, hvad dette emne kunne tænkes at være.

Så mine tanker flød ud i en mærkelig træthedståge, og pludselig opdagede jeg, at jeg sad og filosoferede over forskellen på "login" og "logon"... Jeg kan simpelthen ikke komme på, hvad det var, jeg ville skrive om. Det (eller rettere dem), jeg har tænkt mest på i løbet af dagen, er Bendtner og Baronessen. Det lyder som en film fra 50'erne. Men jeg er helt sikker på, min idé ikke havde noget med dem at gøre.

Anyway, jeg tror ikke, jeg kommer nærmere et bud på, hvad jeg ville have skrevet om. Jeg må have gang i en blogblok.

Sidebemærkning

2010-03-09T20:33:00.002Z

I har nok bemærket, at her ikke er overflod af dybde og intellektuel tilgang til emner herinde for tiden.

Dette er blot for at gøre opmærksom på, jeg selv har noteret mig samme tendens.

Nej tak til finsk

2010-03-09T20:19:00.005Z

Hold kæft, hvor er jeg bare træt af finsk.

Og engelsk med finsk accent.

Det er da noget af det mest latterlige at udsætte andre mennesker for. Kan vi ikke få indført forbud mod finsk uden for Finland? Eller når vi alligevel er igang bare afskaffe det helt?

Jeg som ellers er sprognyder. Jeg elsker sågar tysk, hvilket ikke umiddelbart er en særlig udbredt ting at gøre.

FINSK STINKER!

3D

2010-03-08T21:36:00.002Z

Jeg så min første biograffilm i 3D, da jeg for noget tid siden var inde og se Avatar. Da havde jeg allerede nogle uger forinden set filmen i 2D, men eftersom jeg hurtigt fandt tre gode grunde til at se den igen, gjorde jeg det (1: Jeg syntes, det var en god film, 2: Det kunne være interessant at sammenligne oplevelserne med de to versioner, 3: Det var den lækre tysker, der spurgte, om jeg ville med i biffen).

Min konklusion blev, at jeg har et noget ambivalent forhold til 3D(-film) fænomenet. Der er bare et og andet ved de der briller, man skal tage på, som ikke helt svinger. Det er så tilpas kikset med en hel sal af folk iført 3D briller, at oplevelsen bare aldrig bliver rigtig sej.

Og så synes jeg bare, det virker vanvittigt primitivt på trods af, det er "ny teknologi". Jeg kan så meget se, hvordan der senere hen vil blive set tilbage på denne brilleløsning med hånende "Gud, hvor var vi åndssvage og hvor så vi dumme ud"-grin.

Mange af effekterne var da ganske fine. Bevares. Men jeg er altså bare ikke rigtig imponeret før den dag, hvor dét dér sker foran øjnene på mig, uden jeg behøver sidde med briller udenpå mine briller. Jeg har naturligvis hverken intentioner eller evner til at bidrage til udviklingen, men så længe de kloge får os til at se dumme ud i flok, når vi skal se de her film, forbeholder jeg mig retten til at begrænse min begejstring.

Hvordan jeg endte med at gøre badeværelse rent, uden det var meningen

2010-03-07T17:19:00.005Z

Vores rengøringskone har sagt op.

Det var en af pigerne, jeg bor sammen med, som overdrog mig nyheden. Hvorvidt hun har været længe om at fortælle det, eller om rengøringskonen har været virkelig sjusket den seneste tid, ved jeg ikke, men i hvert fald var huset langsomt kørt i undtagelsestilstand.

I dag besluttede jeg, at afløbet i brusekabinen måtte tages under behandling, inden det var for sent. Ikke fordi jeg havde synderligt lyst til at komme i nærkontakt med det. Jeg har før udført indgreb på nævnte afløb, som på ækelhedsbarometeret lå et sted mellem henholdsvis frisk og indtørret opkast.

Men noget måtte gøres, og jeg er (desværre?) pt. den beboer i huset, der er mindst doven og samtidig når grænsen for, hvor beskidt eller i uorden noget kan være, før der skrides til handling, først. Så det er ofte mig, der ender med at stå med lorten - sommetider i bogstavelig forstand.

Mens jeg kæmpede med afløbet, kom to af de andre beboere forbi den åbne badeværelsesdør samtidigt og mistolkede mine anstrængelser en anelse. De begyndte at rose mig for at gøre rent på badeværelset, og erklærede, at de også synes, det var ved at være lidt for klamt. Inden jeg kunne rive mig løs fra afløbet og samle mig sammen til et svar, var de to gået tilbage til at rose og takke mig, og så kunne jeg pludselig ikke få mig selv til at sige, at jeg kun havde tænkt mig at ordne afløbet.

Jeg kunne også godt se, at hele badeværelset trængte, og at der virkelig burde tages affære. Så jeg endte med at bruge en ikke ubetydelig del af min dag på at gøre rent derude.

Da jeg efterfølgende satte mig i stuen for at fortære et hvidløgsbrød, fortalte jeg beboeren, som har ligget på sofaen hele dagen, at jeg havde ordnet badeværelset, og fik som svar "åh ok. Det var det, jeg havde tænkt mig at gøre i dag".

Klart. Hun forlod huset 20 minutter senere for et planlagt biografmarathon, som varer resten af aftenen. Så det er en anelse svært at gennemskue, hvor i hendes travle skema med sofaligning og biograffilm, badeværelset fra helvede skulle være kommet ind. Men ok...

Banan Banan... Kage

2010-03-04T23:01:00.003Z

Jeg er virkelig træt, så egentlig burde jeg gå til køjs.

Men jeg kom til at tænke på folkeret, og så gik jeg herind. Hvad sammenhængen, min hjerne syntes at finde, var, kan jeg ikke længere gennemskue, selvom det er under et minut siden.

Forresten har jeg fundet ud af, at jeg er unaturligt glad for banankage. Har tænkt meget grundigt over det den seneste uges tid, og jeg er nået frem til, at hvis jeg skulle vælge tre ting (og intet andet nogensinde) at leve af, så ville banankage være den ene af de tre ting. Så kan man altså virkelig godt lide banankage. Jeg har endnu ikke besluttet, hvad de andre ting skulle være.

Lidt for fesen

2010-03-02T22:02:00.005Z

Okay, jeg tror officielt Hr. Trafik er dømt ude af kampen om min gunst.

Jeg er lige kommet hjem fra date...... ... Det var ingen success... Hyggeligt, jovist.

Det er min morfar også..!

Hr. Trafik er en flot fyr, men sjældent har jeg oplevet charme så aseksuel i en fuldvoksen han af nogen art.

Og det bliver især tydeligt, når jeg sætter det op imod mine oplevelser med Tyskeren i fredags.

Jeg vil ikke konstant spørges til råds af en fyr. Hele tiden høre på "hvad synes du?", "hvad vil du?", "hvad skal vi gøre?". Der skal sgu noget mere initiativ og vilje på bordet.

Hvad jeg synes? At du er kedelig.
Hvad jeg vil? Knalde ham tyskeren.
Hvad vi skal gøre? Tja, prøve med noget langt mere spændende såsom at tage hjem og sove... Hver for sig!

Emnefelt

2010-03-01T21:47:00.004Z

Jeg har været en tur i min arbejdsmail inbox og kigge på emnefelter. Her er nogle af mine favoritter:

Vent venligst ti minutter med at melde ud, at du er klar med uge 27 - jeg prøver lige noget

Vs: Dagens Håkan-mail

Jeg har givet dig adgang til fremtiden

Re: når tirsdag bliver til torsdag

Jeg snød

live tick

Missing Glockenspiel

Plan B

If the shit hits my elements

A lot of football and other crap

Seertal til de utålmodige

Re: Hole in the wall

44

Vedr. Narnia

Re: Dårlig Timing

Status på monsterændringen

Re: jeg går hjem

Aloha - jeg har skiftet filmen torsdag i uge 17. FYI

Alan's finally leaving

Has anyone seen the floor lift? We need it NOW!!!

Hvilken en er din favorit?

... Og lidt australier

2010-02-28T23:22:00.002Z

Okay, jeg har lige læst mit seneste indlæg igennem, og synes, der var lidt for meget "hvad er mine chancer hos de her to" over det i forhold til, hvordan jeg har det.

I øvrigt ser jeg det ikke som et valg mellem de to. Denne gang vælger jeg mig selv, og så må vi se om en af de to skulle vise sig at overraske og leve op til det.

Uanset hvad der sker eller ikke sker, så har det givet mig lidt andet at tænke på, end ham australieren, som overtog min hjerne i et års tid. Det mønster er langt om længe ved at blive brudt, og det er nu, jeg skal passe ekstra godt på mig selv for ikke at køre videre i samme bane med en ny fyr. Så der er ingen tvivl om, at de begge skal oppe sig, hvis de skal have en chance hos mig.

Jeg kan i øvrigt oplyse, at jeg ikke er faldet i og har kontaktet australieren. Havde virkelig trang til at gøre det lige efter han havde skrevet. Det var svært ikke at reagere på den smule opmærksomhed, som jeg har længtes sådan efter. Men dag for dag bliver lysten til kontakt mindre og mindre, og jeg har det fint med ikke at ane, hvad han foretager sig og endnu finere med at han ikke aner, hvad der foregår i mit liv.

Tyskeren og Hr. Trafik

2010-02-28T19:52:00.001Z

Nå men så fik jeg så travlt med at føjte rundt, at der ikke blev meget tid til bloggen. Hvilket vel egentlig er et godt tegn.

Jeg var ude med en fyr i starten af ugen, og det må på mange måder betegnes som en success. Alene det faktum at jeg gad, og ikke prioriterede det højere at sidde derhjemme og tude over en fyr som alligevel ikke er en del af mit liv længere, var et kæmpe skridt.
Det blev muligvis den mest afslappede date, jeg nogensinde har været på. Han vil gerne se mig igen og jeg tror egentlig også gerne, at jeg vil se ham igen. Men Gud forbyde det skulle blive så enkelt for mig.

Tre dage før daten, var jeg på pub med en større gruppe mennesker. Heriblandt en tysk fyr, som jeg har kendt længe, og som jeg altid har syntes var sød og lækker, men som jeg ikke har haft interesse i, fordi jeg var blindt forelsket i en anden. Tyskeren og jeg har hængt en del ud på det seneste, men det har lissom bare været dét, fordi han har en kæreste, og muligheden for at der kunne blive noget mellem os, bare har forekommet udelukket.

Men altså, de der tre dage før min date med... Lad os kalde ham Trafik-manden (han kan køre gratis med alle former for offentlig transport i London)... Så var det sgu, mig og ham der tyskeren pludselig fandt os selv midt i en voldsom, fælles kemisk reaktion.

Eftersom han har den der kæreste, som i øvrigt er den mest perfekt udseende, slanke blondine, så var de følelser, som opstod ikke nogle, jeg kunne fordybe mig i og satse på. Så jeg gik altså på den her date og havde det rigtig hyggeligt. Men festfyrværkeriet i maven, som pludselig, uventet var opstået med Tyskeren, udeblev desværre med Hr. Trafik.

I de efterfølgende dage hørte jeg en del fra Tyskeren. Til trods for at han og jeg havde afstået fra at udleve, hvad vi havde følt, så havde han dårlig samvittighed over i det hele taget at have følt det. Og så var han forvirret, sagde han.

Jeg har ladet ham bade rundt i sin forvirring alene, for jeg kan ikke lige overskue at deltage i den. I fredags var vi igen ude sammen med en masse andre, og samme festfyrværkeri gentog sig - bare noget kraftigere denne gang. Det var helt tydeligt at vi begge følte en vis frustration over, at det ikke bare havde været et lidt tilfældigt resultat af en stemning. Det var nogle voldsomme gnister, der sprang lige pludselig.

Jeg har ikke tænkt mig at blive slave af de følelser og hengive mig til et håb om, at det bliver til mere. Hvor ville det dog være forfærdeligt, hvis jeg blev hvirvlet ind i endnu en håbløs forelskelse. Det MÅ bare IKKE ske, for jeg tror simpelthen ikke på, at noget kan få ham til at gå fra den der kæreste. Så det er ikke sådan, at jeg går rundt i en og anden naivitetståge og tror, det bliver ham og mig. Men for FUCKS SAKE hvor var det SINDSSYGT at føle som jeg gjorde i fredags og at vide, at han følte det samme. Vores samtaler foregik nærmest som var det en sketch. Vi tog fuldstændig pusten fra hinanden bare ved at sidde ved siden af hinanden og tale. Måtte på skift snappe efter vejret, og gik konstant i stå midt i sætninger, fordi vi begge havde glemt, hvad vi talte om. Det var vanvittigt.

Men Hr. Trafik får en chance mere. Vi har snakket om at ses i løbet af ugen, der kommer. Hvor ville det hele dog være meget federe, hvis det var ham, jeg havde oplevet den der voldsomme kemi med. Men det havde selvfølgelig været for let.

Jep

2010-02-23T21:38:00.001Z

Jeg har spist pandekager med smeltet chokolade, jordbærsyltetøj og flødeskum til aftensmad.

Adiós tudefjæs

2010-02-21T15:26:00.004Z

Okay, så planen lige nu er, at jeg skal tage mig sammen og skille mig af med den Tudemarie, der har fået lidt for lange tøjler på det seneste. Ingenting bliver bedre af, at jeg render rundt og tænker i de samme destruktive mønstre dag ud og dag ind. Min situation er, som den er. Jeg har været ulykkelig, tudet og haft ondt af mig selv. Nu gider jeg ikke mere. Der må ske noget nyt nu. Jeg må koncentrere mig om de vidunderlige ting i mit liv, og håbe på at de svære ting, bliver lettere med tiden. En ting er i hvert fald sikkert - de bliver ikke lettere af at gå og tænke på dem hele tiden.

Ja, ja. Det er lettere sagt end gjort at fokusere på det positive. Var det enkelt, havde jeg naturligvis bare gjort det fra starten. Faktum er, at jeg var kørt så langt ned, at jeg simpelthen ikke kunne andet end at vade rundt i det negative. Rundt og rundt. Og rundt en gang til. Og en gang mere. Dagligt. Det er først for nylig, jeg igen har følt, at andet overhovedet er muligt. En fornemmelse af, hvem og hvor jeg er, og hvilken retning jeg skal, for at komme ud af det her, er langt om længe ved at tage form.

Jeg burde aldrig tage lange skrivepauser. Det føles virkelig godt at være i gang med at skrive igen, og det gør helt sikkert en forskel at få det gjort. Både at få sat ord på ting, og det at få sat sig ned og tage en pause fra verden, hvor tiden og ordene kan bruges præcis om jeg lyster på det givne tidspunkt.

Et værre rod

2010-02-18T20:16:00.003Z

Mit værelse er koldt og rodet.

Jeg burde tænde stearinlys, sortere tøj og vasketøj, samle affald og diverse papirer fra gulv og andre overflader, rydde op i og rede min seng, samle opvask sammen og få det vasket op med det samme. Og når det er gjort smide mig veltilfreds på sengen med en god bog.

I stedet sidder jeg i skrædderstilling på gulvet og lytter til Anne Linnet sange fra 80'erne, mens jeg jævnligt skæver ind i spejlet og undres over, hvor mørkt (og rodet) mit hår ser ud set i forhold til i sommer.

Jeg hørte uventet fra HAM i forgårs. Jeg kan stadig ikke håndtere det. Mit hoved har været fucked lige siden. Og hvor end jeg gerne vil, så svarer jeg ham ikke. Jeg slettede ham som ven på Facebook for næsten to måneder siden. Om det har taget ham al den tid at opdage det, eller om han er virkelig langsom til at reagere, aner jeg ikke, men ingen af disse scenarier skriger ligefrem af, at han har nogen særlig interesse i fortsat at have mig i sit liv.

Hans besked var i øvrigt på omtrent tre linjer. TRE! Og den ene af dem brugte han på at spørge, hvor jeg skulle "aftenens kamp" henne. Jeg anede ikke en gang, hvad fanden det var for en kamp, han refererede til, eftersom mit hoved var optaget af, at jeg skulle til Brit Awards. Og hvilken mulig relevans kan svaret på dét spørgsmål overhovedet have for noget som helst i verden??? Hvilken forskel gør det for noget som helst, hvor jeg skal se en eller anden ligegyldig lortefodboldkamp, som jeg så ikke en gang skal se? Det er da det mest irrelevante pisspørgsmål at stille?! Hvad i helvede har han egentlig tænkt sig?! At jeg skulle læse den besked og tænke "ej, ved I nu hvad, hvordan har jeg nogensinde kunne lukke sådan en guldklump ude af mit liv? Jeg er sgu nødt til at tilgive ham alt og genoptage kontakten med alt det dejlige, jeg går glip af i hans venskab". JEG ER SÅ FORBANDET RASENDE! Både på ham og på mig selv.

Hvorfor falder jeg for sådan en idiot? Og hvorfor har jeg ikke været stærk nok til at sige fra over for hans PIS, da han var her? Okay, svaret på det sidste er egentlig enkelt nok. Jeg er ensom. Ikke som i at jeg mangler kontakt til mennesker. Jeg har masser af fantastiske mennesker i mit liv. Men venner og familie kan bare desværre ikke veje op for, hvad der mangler. Og jeg har haft det ekstra svært, mens jeg har boet i London. Har ikke haft et netværk omkring mig, og jeg har haft helbredsproblemer, som har bevirket, at jeg ikke har kunnet have et normalt sexliv. Det er i dén grad en hæmsko i forhold til at gå ud og møde fyre. Jeg forventer ikke af nogen, at de har lyst til at starte noget nyt op med en, hvor den slags udfordringer følger med fra starten.

Og det gør mig bare så ked af det. Det er så enormt ensomt aldrig at blive rørt ved, eller have nogen at elske (med) og forkæle og have sit eget lille sammenhold med. Sidste år mødte jeg en, som fik noget inden i mig til at give mening. Han gav mig liv og lyst... Og så trak han det til sig igen, og fraværet efterlod en forstærket ensomhed. En gang imellem åbnede han op for mig igen og gav mig et (uretfærdigt) håb. Jeg ville ham så gerne. Holdt mere af ham, end jeg holder af mig selv. Ville gøre alt for ham, og kunne ikke bære tanken om, at verden nogensinde skulle gøre ham ondt. Jeg savnede og håbede. Og han gjorde mig til grin. Hver eneste dag siden jeg mødte ham, har jeg tænkt på ham. Hver eneste time siden han rejste, har jeg længtes efter ham... Og nu vil han så lige høre, hvor jeg skal se en fodboldkamp. Det er da meget sødt lige at tjekke op på efter at have været tavs i to måneder.

Ikke fordi alt skal gå op i at have en at være sammen med, men gud hvor jeg hader den der følelse af at hele resten af verden holder en fest, jeg ikke er inviteret til.

Brit Awards

2010-02-17T20:42:00.002Z

Så så man sgu lige mig være til Brit Awards i går aftes... Eller... Det gjorde "man" så nok ikke, eftersom jeg sad på næstbageste række og næppe blev fanget af et eneste kamera. Men jeg var sgu ligeglad, hvor jeg sad, for jeg var der, og jeg havde fantastisk udsyn til scenen, og det hele var bare for vildt.

Højdepunkterne for mig var Lily Allen, der åbnede festen, Alicia Keys og Jay Z, Cheryl Cole og ikke mindst Robbie Williams. Sidstnævnte var fuldstændig fantastisk. Og heldigvis diskede han op med en masse lækkerier. Han modtog en pris for "Outstanding Contribution to Music". Den var så velfortjent, og alle i salen (muligvis med undtagelse af Liam Gallagher) rejste sig op og blev stående gennem hele hans optræden. Stemning var helt ubeskrivelig, som jeg kun har oplevet Robbie få frem i så mange mennesker på en gang. Bare lige det der magiske nøk bedre end nogen anden kan gøre det.
Han sang et langt medley af sange (inkl. bl.a. Let Me Entertain You, You Know Me, No Regrets, Feel, Morning Sun, Come Undone, Angels m.fl!), og efter showet gav han to hele numre Everything Changes (jep, Take That nummeret), og Rock DJ, som han også fik proppet noget Rudebox ind i)

Efter 14 år som stor fan af mandens musik, var det kæmpestort at være til stede, da han modtog netop denne pris, og selvfølgelig at overvære hans fantastiske optræden. Det fik mig til at tænke tilbage på de koncerter, jeg har været til med ham gennem tiden, og hvor jeg var henne i mit liv på de givne tidspunkter. Da jeg var til min første Robbie-koncert, gik jeg i folkeskolen. Og jeg fik mit første kys samme dag. Det føles som evigheder siden. Og hvor er det egentlig ret fantastisk at et menneske i så lang tid har lavet musik, der har sagt en noget.

Robbie, du er for fed.

Bedre drømme ønskes

2010-02-15T22:08:00.003Z

I morges blev jeg vækket af en drøm. Jeg drømte, at jeg kunne høre HAM have hed sex med en pige i badet. Mit værelse ligger ved siden af badeværelset, og ofte hører jeg mine housemates tage bad om morgenen. Jeg vågner ikke, men jeg registrerer lyden. Drømmen føltes præcis sådan. Jeg vidste, at jeg hverken sov eller var vågen men befandt mig et sted derimellem. Og normalt blander drømme sig ikke med disse morgenlyde i huset. Så det føltes 100% virkeligt, og det var virkelig, virkelig rædsomt. Det var på mange måder den følelse, der rumsterede i mig ved de lejligheder, hvor han ikke kom hjem om natten, dengang han boede her. For der var jo ingen tvivl om, hvad det betød. Og selvom han aldrig tog piger med herhjem, og selvom jeg aldrig har måtte lægge øre til det, så var den viden, jeg havde, nok. Jeg følte mig så såret, og utilstrækkelig. Tom, ensom og ulykkelig. Og den drøm der fik det hele op i mig igen. Ikke bare erindingen om at ligge søvnløs, om smerten og om selvhadet det medførte, jeg følte det hele gange ti påny.

Det forfulgte mig det meste af dagen. Jeg var ikke rigtig mig selv. Havde i sidste uge lavet en biografaftale med en veninde om at se Valentine's Day her til aften, og selvom filmen var rigtig god, så gjorde den ikke just tingene bedre (jeps, ualmindelig latterligt, I know). Efter jeg kom hjem, græd jeg og pudsede næse og tørrede mascara væk i halvanden time, før jeg satte mig til at skrive dette, hvilket omsider resulterede i et tåre- og snotophold.

Jeg begriber ikke, hvordan det her kan blive ved med at gøre så ondt.

Søndag formiddag i TV

2010-02-14T10:43:00.004Z

Har netop zappet mit begrænsede antal TV kanaler igennem, og var ikke synderligt imponeret over udvalget af programmer:

En middelmådig amerikansk sitcom, jeg ikke kender.

Hollyoaks.

Coronation Street.

En fodboldkamp, hvor kommentatoren i de sekunder, jeg var på kanalen, nåede at sige følgende ord: "... Stephen's cousin..."

En form for kristent debat-TV med teksten "Is it time for the Anglican Church to divide?" permanent i øverste venstre hjørne.

TV køkken hvor mænd bager lyserøde, hjerteformede cupcakes (mens de overkompenserer med maskulin snak) og opfordrer mænd derhjemme til at gøre det samme. Jeg gætter på Valentines Day er årsagen til projektet.

Jeg tror sgu, jeg læser en bog.

Så tag dog et valg

2010-02-13T21:42:00.008Z

On-air producer-oplæringen i dag gik rigtig godt. Det er fedt at have et job, hvor man, selv når man bruger sin lørdag på at arbejde, går derfra med en tilfredshedsfølelse. Omvendt ville det også have været pænt surt at være rejst så langt for at ende i et job, man ikke orkede.

Hvis det ikke var for mit job, tør jeg ikke tænke på, hvordan det seneste år havde set ud. Fulgte der bare en hæderlig indtægt med, havde det været perfekt. Ikke at penge skal være min motivation, men det kan være lidt irriterende at være nået til det stadie i ens liv, hvor man har fast fuldtidsjob og så stadig være på et stramt budget samtidig med, man betaler studielån af, og skal smide en god sum penge, hver gang man skal se familie og venner.

Jeg går og overvejer, hvorvidt jeg skal tage en kandidat, men jeg vil ikke opgive mit job. Fortryder ikke et øjeblik at jeg rejste, da jeg gjorde, og jeg vil ikke tilbage og studere fuldtid. Men jeg overvejer at søge ind og læse alt som selvstudie.

Måske er det dumt. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre. Grunden til, emnet er oppe at vende, er, at det til sommer er to år siden, jeg blev bachelor, og det derfor er sidste frist for ansøgning, hvis jeg vil være sikret optagelse.

Måske jeg bare skal mande mig op og indse, at der skal tages et valg. At jeg endegyldigt må vælge min vej. Det er svært at vælge den usikre vej, jeg ikke aner, hvor fører hen, men som i hvert fald ikke lige pt. garanterer økonomisk sikkerhed, eller fede jobmuligheder. Hvis jeg engang får en familie, ville noget mere stabilt sikkert være at foretrække. Men der er også den mulighed, at det aldrig er noget, der kommer til at ske for mig, og det er svært at prioritere noget, man har svært ved at se ske... Måske er min karriere min skæbne. Måske vil kærlighed og familie aldrig ske.

Der er selvfølgelig ingen, der siger, at hvad jeg laver nu, ikke vil åbne døre til noget helt fantastisk, som er kompatibelt med både den ene og den anden livsstil, men jeg ved jo bare ikke noget som helst, når det kommer til stykket.

Jeg vil gerne være den seje, modige fighter, som følger mit hjerte 100% og tager risiko og konsekvens af mine valg, men det er ikke let at fravælge den mere stabile vej og de sikre penge.

Status siger mig ikke en skid, men det gør tryghed på længere sigt til gengæld (ikke at det er noget, jeg har følt, siden jeg var 12). Og penge ligger et eller andet sted derimellem. De er ikke altafgørende, da jeg som sådan ikke kan sætte lighedstegn mellem penge og lykke, men der er da visse bekymringer, det ville vare rart at slippe for.

Jeg længes efter trygheden. Ikke i den betydning at sidde i noget fast og velkendt, for tryghed for mig er ikke nødvendigvis ydre omstændigheder. Det er noget grundlæggende i mig som person, som jeg ikke besidder. Sommetider kan jeg blive urolig og bange for, at det ikke er noget, jeg kan opnå alene. Jeg vil ikke være selvisk, eller prøve at bilde mig selv ind, jeg kan leve uden andre mennesker. Og det vil jeg heller ikke. Men med et stadig knust hjerte som udgangspunkt, kan jeg kun håbe, at jeg kan blive ok alene. At den tryghed, jeg længes efter, kan findes i mig på anden vis. For uanset hvor ualmindelig dumt det er, så virker en fremtid uden ham stadig meningsløs og utiltrækkende, og jeg har ikke den mindste interesse i andre mænd. Der er noget dér, der stadig er helt skævt i min virkelighedsopfattelse, og det skal rettes. Jeg skal finde ud af at blive ok, så jeg kan beslutte mig for, hvad der videre skal ske i mit liv.

Lige nu virker det hele så rodet, at det nærmest må betegnes som uforsvarligt at lade mig selv tage ansvaret.

Lige nu

2010-02-12T21:30:00.003Z

... Fryser jeg.

... Længes jeg efter sommer.

... Kunne jeg godt tænke mig at have fri i morgen.

... Har jeg 24 stearinlys tændt.

... Sidder jeg i skrædderstilling på min seng.

... Har jeg lyst til Kims Snack Chips de gule.

... Keder jeg mig selv halvt ihjel med denne opremsning.

... Er jeg måske ved at blive forkølet igen.

... Vil jeg gerne se min nevø.

... Overvejer jeg, om der kan gøres mere for at skabe varme i rummet (aka mit værelse - ikke det der ydre et).

... Gaber jeg.

... Prøver jeg at undgå at skrive noget om HAM.

... Forsøger jeg at få tankerne væk fra ham.

... Fejler jeg.

... Tænker jeg, at en kombineret børste tænder- og pudse næse-tur til badeværelset bør være mit næste træk.

... Er jeg iført en sweatshirt med teksten "Chiswick W4"

... Undrer jeg mig over, hvor indspirationen blev af.

... Er der præcis fire måneder til min fødselsdag.

... Funderer jeg over, hvorfor det lige var, denne opremsning virkede som en god idé i mit hoved for 3 minutter siden... 4.

... Har jeg virkelig kolde hænder.

... Savner jeg ham inderligt.

... ...

... Synes jeg, det er vildt, at jeg skal til Brit Awards på tirsdag (oven i købet 30 års jubilæet)

... Kan det mærkes i min ryg, at jeg har spillet uforholdsmæssigt meget bordfodbold de seneste to døgn.

... Ville jeg hellere have en skavank, der kunne tilskrives uforholdsmæssigt meget sex.

... Aner jeg ikke, hvad jeg taler om - jeg har glemt, hvad sex vil sige.

... Ser jeg mig selv i spejlet.

... Har jeg overraskende rodet hår (!?)

... Overvejer jeg, om jeg nu officielt egner mig bedre til Twitter.

... Er jeg den, der er skredet (som i "logget ud og browset væk" naturligvis)

...

Lunkent vand, nu!

2010-02-11T07:56:00.004Z

Fortæl mig lige igen hvorfor det er, briterne insisterer på at fortsætte med noget så tåbeligt som at opdele vandet i en kold og en varm hane på badeværelser? Hvad er fordelen? Jeg kan ikke finde én ting, der på længere sigt taler for denne ondskab. Og specielt ikke efter her til morgen at have stået over for valget mellem at vaske mig i vand, der var så koldt at mine hænder begyndte at gøre ondt og blive følelsesløse efter blot få sekunder ELLER dampende hedt vand, der brændte på huden som var det temperaturer tappet direkte fra helvede.

Jeg vil have et andet alternativ på banen! Jeg stod og drømte om, hvor fantastisk en blanding af de to ville føles, men det er åbenbart ikke noget, der er gået op for englænderne.

Bland nu for helvede bare det lort. Det er det samme, der kommer ud af begge haner bare med meget forskellige temperaturer. Der er ikke tale om kaffe i den ene og saftevand i den anden i hvilket tilfælde, jeg ville være stor fortaler for adskillingsløsningen. Men denneher tåbelige insisteren på at bibeholde noget så idiotisk og ufordelagtigt, det giver - ja, undskyld jeg siger det - ingen mening. INGEN!

Jeg savner ham

2010-02-10T22:21:00.002Z

Sommetider savner jeg ham så meget, at min verden går fuldstændig i stå, og jeg simpelthen ikke ved, hvordan jeg skal eksistere med et sådant savn i kroppen.

Sommetider hader jeg ham så meget, at det føles som om, jeg fysisk kan eksplodere hvert sekund, og jeg simpelthen ikke ved, hvordan jeg skal eksistere med et sådant had indeni.

Og det er selvfølgelig åbenlyst, at jeg hader ham, fordi jeg elsker ham.

Det er svært at acceptere, at der aldrig kommer en afslutning, som rent faktisk vil føles som en afslutning. Det er pisseirriterende at være nødsaget til bare at efterlade noget kompliceret, knudret og uforløst. Det er så svært at være ligeglad.

Jeg vil bare være i hans arme... Men pludselig repræsenterer den længsel noget utopisk, og ikke bare urealistisk men også uden substans. At have så vilde følelser på et grundlag som ikke er, er... Uhåndgribeligt. Frustrerende. Pinligt.

Jeg længes efter ham og mig og at give slip på alt andet. I virkeligheden burde jeg længes efter alt andet og mig, og at give slip på ham.

Så' der bold.

2010-02-09T20:17:00.003Z

Resten af min uge bliver travl, hvilket for så vidt ikke er noget nyt. Det er arbejds- og/ eller fodboldrelateret travlhed den står på.

Jeg er i gang med at blive trænet som producer på live sport. Fodbold i første omgang. Spansk og engelsk af slagsen, hvilket jeg bestemt ikke kan klage over. Jeg skal mest fungere som en slags stand-in i hvert fald i starten, men ikke desto mindre glæder jeg mig til det.

På søndag skal jeg ind og se en FA Cup kamp. Dette er dog ren fornøjelse og har ikke noget med arbejde at gøre. Og det bliver med Kasper Schmeichel på banen, så det bliver lidt fedt at se. I det hele taget har jeg været til for få fodboldkampe, mens jeg har boet i England, men inden for den næste måned får jeg indhentet lidt af det forsømte med to kampe.

I næste uge finder den årlige bordfodboldturnering sted i medieparken, hvor jeg arbejder. Den skal vindes i år!

Popcorn

2010-02-08T18:24:00.004Z

Sidder pt og æder popcorn, og håber på inspiration. Eller bare et tilfældigt emne at vride ligegyldige ord ud af. Der er sgu ikke salt nok på de popcorn, så de er ikke værd at skrive hjem om... Og det gør jeg så alligevel.

Overhovedet at opdrive saltede popcorn i det her land har vist sig en udfordring, mens de sælger jeg ved ikke hvor mange forskellige slags af dem, der er søde. Føj for satan. Lær Jer nu, at ikke alt, hvad amerikanerne gør, er en god idé.

De ved heller ikke rigtig, hvor de skal placere popcornene henne i supermarkederne herovre. Eller måske synes de selv, de ved det. I hvilket tilfælde jeg ikke er enig. Men mest af alt lugter det lidt af, de bare har smidt dem ind et sted, hvor de tilfældigvis havde plads tilovers, og så ladet som om, der var en mening bag. Alle, der har arbejdet i butik, kender fænomenet.

Vil jeg have popcorn, gør jeg altid rundt i 10 minutter og leder, og begår altid de samme fejl i min søgen, fordi den egentlige placering er så ulogisk, at den bare ikke vil hænge fast. Det ender som regel med, jeg faktisk har opgivet, men så lige giver det en chance til, og ender med at finde dem, fordi jeg tilfældigvis får forvildet mig selv forbi dem.

Jeg agter ikke at løfte sløret for, hvor de gemmes. Nu har jeg selv tæsket rundt utallige gange, og tænker efterhånden at det måske netop er meningen, at det skal være en erfaring, man selv må tjene ved hårdt slid. Men hvis det usandsynlige skulle ske, at du en dag står i et engelsk supermarked og skal finde popcorn, vil jeg sige så meget:

Gå langt uden om gangen med chips!

At skrive

2010-02-07T10:06:00.003Z

er det, jeg allerhelst vil. Det er det, jeg drømmer om, men også det, jeg har allersværest ved lige i øjeblikket. I løbet af min dag opstår der masser af tanker, der ville være oplagte at få skrevet ned, gemt og brugt til noget. Alt muligt. Hvad som helst.

Jeg ved ikke præcist, hvad mit problem er. Om det er noget med, at mit univers i høj grad drejer om nogle enkelte smertefulde emner, og de fleste tanker og idéer udspringer derfra. At det er en smerte, jeg helst vil undlade at lære for godt at kende, og derfor håber den forsvinder, når tankerne er tænkt. At fastholde, formulere og forevige dem er måske bare for svært.

Eller måske er det et spørgsmål om at være ude af træning. Jeg tror, jeg vil prøve at sætte et beskedent mål for min skrivning. At jeg skal bruge 5 minutter om dagen på at skrive i resten af februar. Og så lade formål og emner være valgfrie.

Der er hele tiden en masse at give sig til, men hvorfor prioriterer jeg ikke det, jeg allerhelst vil? I går havde jeg min første fridag i ugevis, og det stressede mig at skulle vælge, hvad jeg ville give mig til. Jeg tog mig selv i hele tiden at kigge på klokken og tænke "så... nu har jeg omtrent 5 timer tilbage af dagen at gøre godt med". Use them wisely. PRES! Jeg havde huset for mig selv og ville gerne have brugt tiden og stilheden på at skrive. Og måske læse lidt. Og måske se en film. Eller to. Og måske lave noget god mad. Og måske spille lidt computer. Og måske skrive tilbage til en masse dejlige mennesker, som venter på, jeg svarer tilbage på diverse beskeder og mails.

Jeg fik ikke set film, eller lavet mad, eller spillet computer, eller skrevet nogen mails. Jeg brugte måske 10 minutter på at skrive noget tekst til en sang, og ca. det samme brugte jeg på at læse. Ellers sad jeg og kunne ikke beslutte, hvordan jeg skulle gribe tiden an. Så faldt jeg over en bunke Happy Cubes, som jeg havde med tilbage i kufferten fra min sidste tur til København. Den slags kan min hjerne så sagtens håndtere. Og den ikke bare håndterer det - den elsker det.

Men jeg vil altså skrive! Få noget ud af min tid frem for at tilfredsstille min hjerne gennem bekræftelsen i at den latterligt let kan løse ting, der (for mig) har en umiddelbar logik. Hvor det dog grænseløst irriterer mig at finde tilfredsstillelse i noget, jeg kan gøre ubesværet. Jeg vil kunne gøre det, der udfordrer mig, kræver kræfter og gør ondt, og hvor logikken ikke ligger let tilgængelig i min natur.

Juleøv

2009-12-01T21:57:00.002Z

Er jeg ovre ham? Nej.

Er jeg ved at være det? Nej.

Føles det som om, det nogensinde sker? Absolut ikke lige nu.

...

Følelsestomhed er en velkendt tilstand efterhånden. Det er en del af grunden til, jeg ikke rigtig får skrevet herinde. Det er svært at sætte ord på tomhed.

Noget konkret har jeg ikke som formål eller budskab i dette indlæg, jeg tænkte bare, jeg ville kigge forbi og se, hvad der skete.

Jeg ser Pirates of the Caribbean (den første) med en af mine australske samboer, som ikke har set den før(!)

Vi har pyntet til jul i stuen sammen med en anden af husets beboere, som også er australier. De er helt oppe og ringe over at opleve julen her med kulde, rigtige juletræer og julepynt.

Pynten er hyggelig (vi har sågar julesok ved "kaminen"), men jeg er desværre meget bevidst om, at det er noget, han, som knuste mit hjerte, har efterladt. Det har været brugt i hans og ekskærestens fælles hjem, og vi fandt julekort adresseret til dem begge i kassen med pynt.

Det er svært det der med at forsøge ikke at tænke på en person, som i dén grad spøger i ens hjem (og omgangskreds).

Jeg er træt af det. ØV!

Pubben har været mit hjem i en uge

2009-10-11T22:22:00.003+01:00

Den der bog... Jeg er faktisk gået hen og blevet rigtig vred inden i over nogle af de ting Jeppesen skriver (og tilsvarende varm inden i over nogle af de ting Lund Madsen skriver). Det er sikkert mest fordi det rammer et ømt punkt lige nu. Måske var det dårlig timing at læse den bog nu. Men på den anden side - når man sidder i en situation, hvor noget overskyggende gør rigtig ondt, skal der heller ikke meget til, før man tolker ting i en retning, hvor de kunne handle om det, man selv prøver at forholde sig til, og der skal sikkert endnu mindre til, før man føler sig trådt på. Der er dog også nogle lidt mere overordnede/ generelle ting, der pisser mig af, samt nogle kæmpe emner, som jeg simpelthen ikke kan rumme at tage stilling til (og jeg kan umuligt læse det uden at tænke over det), så det ligger bare og roder rundt i mit hoved som en udefinerbar masse, jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op med eller mene om.

Jeg har ondt. Og jeg er splittet mellem to tilstande, som jeg glider frem og tilbage imellem. Den ene er en følelse af ikke at kunne trække vejret uden ham. En psykisk såvel som fysisk smerte, som jeg ikke kan tåle at føle ret længe ad gangen. Jeg er nødt til at flygte fra det for ikke at gå i stykker. Eller faktisk føler jeg, jeg er i stykker. I knæ. Men jeg kan ikke holde ud at forholde mig til det.
Den anden tilstand er helt modsat den første: en følelse af ikke at have trukket vejret i flere måneder, og et strejf af lettelse over, at han er væk, så jeg måske kan begynde at lære at trække vejret selv igen. En lyst til at komme videre. Men troen mangler.

Den seneste uge har jeg været meget flittig pub-gænger. Efter han rejste græd jeg i to dage, og så gik jeg på pub. Det ville vel ikke være helt ved siden af at betragte det som en slags flugtforsøg. Til dels har det virket. Selskabet har været fantastisk, og derudover har jeg formået ikke at tale om ham. Den kommende uge vil jeg forsøge at gribe lidt anderledes an. Jeg vil ikke have, at alkoholen bliver det eneste fristed. Mængden af pubmad har vist heller ikke været helt næringsmæssigt ideel.

Hold masken eller der falder brænde ned

2009-10-05T20:58:00.004+01:00

Nogen derude, der her læst denneher? Jeg er ca halvvejs. Købte den for en tyver. Jeg plejer at have ret godt held med, hvad jeg får samlet op tilfældigt, og denne bog er ingen undtagelse. I forvejen havde den en klar fordel i at være en bog af den slags, jeg formentlig sætter størst pris på: Mennesker, der giver noget af sig selv. At skrive om sig selv/ sit eget syn på ting og alt hvad det indebærer, kræver mod. Der er noget grundlæggende i det koncept, som fascinerer mig, og jeg tror altid, det vil kunne give mig et og andet at læse. Jeg elsker for et øjeblik at se verden med andre øjne.

Denne bog er ikke i dén forstand dyb selvrandsagelse fra ende til anden, men jeg synes sgu, det er meget cool at læse om, hvad de to går og tænker om diverse mere eller mindre relevante ting. Navnlig fordi de begge unægteligt har ganske misundelsesværdige evner udi ordbrug. Vi er ikke ude i en must-read, men jeg synes alligevel, den er nævneværdig. Og deres betragtninger går da også lejlighedsvis hen og bliver dybe og tankevækkende. Og resten er super god underholdning. Så hvis I skulle få lyst...

Den sidste aften

2009-09-30T17:59:00.003+01:00

Så er den her. Afskedens time er nær. Jeg har stadig ikke nogen idé om, hvordan det skal gribes an, men nu må det bare tages, som det kommer. I går aftes var jeg meget vred og ked af det, og nødt til at flygte hjemmefra. Jeg gik ned ned til Themsen, hvor jeg sad i mørket og kiggede på vandet og byens lys. Jeg fik grædt og raset og følt. Mine tanker kredsede selvfølgelig om min fremtid uden HAM, tiden med ham og den aktuelle situation, hvor der skal siges farvel. Men jeg mærkede også for alvor et kæmpe savn af mine venner i København, og det var rigtig hårdt ikke at have dem i nærheden.

På en og anden måde er det dog næsten som om, jeg bedre kan overskue verden i dag. Jeg hader at skulle tage afsked, men jeg vil gerne videre. Jeg orker ikke længere, at han skal være så stor en del af min bevidsthed og være så altafgørende for, hvordan jeg har det. Herinde vil jeg skrive om andre ting. Store ting. Ting, som virkelig betyder og fylder meget, men som ikke har fået den opmærksomhed, jeg ville ønske, jeg havde kunne vie dem, fordi jeg har haft så kæmpe et behov for at udtrykke og bearbejde følelser, som har været svære at håndtere.

Jeg vil fortælle om, hvor stort det er for mig, at jeg er blevet moster. Jeg vil skrive om mit nye job (som jeg startede i i sidste uge), og om den svære afsked med min bedste London-veninde. Livet i (Vest-) London kunne inspirere utallige indlæg. Jeg vil fortælle om, hvordan det er at sidde i så stor en by, om drømme, håb og tanker, og om hvor mærkeligt det sommetider føles at bo i denne bydel, hvor alle har rengøringskoner, og det er Damon Albarn, man møder på vej ned efter morgenbrød, hvor det førhen var Cykel-Allan eller Klamme-Kim.

Hvis jeg formår at tackle dette farvel, så tror jeg måske potentielt, det kunne efterfølges af positive forandringer.

Et øjeblik blev til flere

2009-09-24T22:23:00.001+01:00

Selvom jeg er taknemmelig for dem, er det svært ikke at ønske, jeg kunne få flere. Om en uge er han rejst, og det er uendeligt svært at gribe an. Hvordan tager jeg afsked? Hvordan kigger jeg ham ind i øjnene for sidste gang? Hvad siger jeg, når det er sidste chance ansigt til ansigt? Hvordan giver jeg slip, når jeg ved, jeg ikke kommer til at røre ham igen? Hvordan bliver jeg OK?

På et tidspunkt vil jeg måske skrive om den dag, han og jeg tilbragte sammen for nylig. Det var en af den slags, som er så fantastisk, at det nærmest er uvirkeligt, og som man ville ønske aldrig fik en ende. Men jeg kan ikke rigtig få mit hoved omkring at skulle udtrykke den i ord… Måske er problemet lige så meget smerten i, at den dag aldrig kommer igen.

Lige nu ville jeg inderligt ønske, jeg aldrig havde forelsket mig i ham.

Et effektfuldt øjeblik

2009-09-03T21:56:00.002+01:00

Det er vist ved at være på tide med et blogindlæg. På det seneste har det (øjensynligt nok) ikke været så let for mig at få skrevet. Selvom der ikke eksisterer krav eller regler for indholdet og dets substans, har jeg sådan en form for “skriv og gør status på dit liv”-fornemmelse omkring at skulle tage hul på et nyt indlæg. Det føles som om, der er sket så uendeligt meget på det seneste. Mit følelsesliv har været kaos, og jeg har kæmpet for ikke at ryge for langt ned. Det har været nødvendigt for mig at stå ansigt til ansigt med nogle følelser og oplevelser, som bestemt ikke har været behageligt. Men den lette løsning havde ikke været tilstrækkelig, og i værste fald på længere sigt havde den nok medført, at jeg ville komme til at sidde fast et sted, det ville blive rigtig svært at komme væk fra.

Det er ikke kun min egen måde at tackle tingene på, der skal have “æren” for, at jeg egentlig sidder her nu og har det meget godt. Jeg har talt meget med min storesøster, og hun har været rigtig fantastisk. Gennem mine samtaler med hende har jeg nok været mere mig selv og udvist mere ærlighed og sårbarhed, end jeg før rigtig har været i stand til.

Derudover har begivenhedernes gang medvirket til, at der er blevet lagt en dæmper på mit måske største issue. Jeg havde ladet mig synke hen i en tilstand af temmelig negative følelser omkring mig selv, fordi der pludselig kun var én ting, der fik lov at betyde noget for min selvopfattelse: at jeg ikke kunne få ham, jeg gerne ville have. Jeg lod det overskygge alt. Jeg var nærmest desperat efter bare et øjeblik med ham, jeg ville kunne gemme og have hos mig, når han er væk. Fordi han gennem hele forløbet har flygtet fra håndteringen af situationen, havde jeg stort set opgivet at fange ham igen. Det uopnåelige virkede pludselig som det mest essentielle i min tilværelse, og det føltes som om, min verden ville falde sammen, hvis ikke jeg formåede at gøre det opnåeligt. Situationen var et resultat af, at jeg havde fejlet. At jeg var en fiasko. Jeg havde nok opgivet håbet om at få det lille stykke af ham, jeg så gerne ville have, før det var for sent.

Allerhelst ville jeg gerne stolt kunne fortælle, at jeg formåede at trække mig selv ud ad mønsteret. Men faktisk skete det som følge af en lidt anden (og ikke helt så imponerende) form for personlig sejr: Han viste mig, jeg ikke er ligegyldig for ham. Jeg fik lov at mærke, han faktisk finder mig tiltrækkende. Uden ord. Men hans kys og hans kærtegn talte deres tydelige sprog. Det kom fuldstændig uventet.
Jeg fik mit øjeblik. Og effekten af det øjeblik var ikke bare den umiddelbare, overvældende fysiske og følelsesmæssige nydelse, det var også grundlaget for alle de negative tanker, der smuldrede.

Det betyder ikke, at tingene har været lette, siden det skete. Men det har unægtelig været lettere. Også selvom der ikke er sket mere sådan rent intimt. Jeg lader heller ikke mig selv slippe så let udenom en kærlig analyse af det hul, jeg var i færd med at lade mig suge ned i. For der er ingen tvivl om, at jeg skal have fundet ud af præcis, hvor dybt det er, hvor det begynder, og hvordan jeg kan få det sikkert dækket til gennem en forståelse af dets (sikkert komplicerede) konstruktion. Jeg er godt i gang med kortlæggelsen, og jeg er ganske optimistisk faktisk, selv om det langt fra er en ideel situation at være forelsket i en, man skal sige farvel til for evigt om mindre end en måned.

Det virker som om, der er flere forandringer på vej, og med dem følger håb.

En af livets bittesmå glæder

2009-08-11T20:28:00.001+01:00

Lyden af naboen, der vander have.

En kliché med det hele, tak

2009-08-09T19:25:00.001+01:00

Jeg er lige nu inde i en lidt svær periode, og jeg går og tumler lidt med, hvordan jeg får det hele vendt til noget positivt. Det er lidt som om, den ene krise afløser den anden, og selvom jeg ikke føler, jeg opsøger det selv, så føles det nogen gange som den eneste forklaring, når jeg ikke formår at ryste tingene af mig. Jeg får det sjældent skidt i den her grad, medmindre det vokser ud af en forelskelse.

Jeg er ved at brække mig over, hvor kliche-artig hele situationen er, og jeg ville hellere end noget andet kunne løfte mig over det og lade intelligensen råde. Den er der forhåbentlig stadig et sted.

Når jeg ser på ham, ser jeg den mand, jeg vil have børn med. Jeg kan ikke holde tanken ud om, at det er en anden, der engang får den plads i hans liv, som mit hjerte ikke vil holde op med at fortælle mig, er det eneste, det vil have. Min hjerne prøver forgæves og tiltagende desperat at overdøve hjertets insisterende krav, for hjernen ved godt, den ved bedst. Men hjertet råber højest af de to, og hjernens argumenter er ikke nær så tiltalende for sjælen, selvom de på længere sigt er sundere for den.

Mange af mine tætteste barndomsveninder har for nylig fået børn eller venter sig. Jeg misunder dem, men nok på et mere utopisk end reelt grundlag. Jeg er ikke klar (og måske er deres vej bare ikke min vej), men føler på en måde, jeg bør være det. Eller i hvert fald at jeg bør være på vej et sted hen i mit liv, hvor jeg kan blive det. Både sådan på et ydre og indre plan. Håbet om engang at få en familie er vokset ud af og har udviklet sig ud fra mine følelser for den her mand. Han får mig til at ønske ting og længes efter ting på en måde, jeg ikke har gjort før, og nu flytter han om på den anden side af jorden. Har svært ved at forholde mig til, at de ting, HAN har fået mig til at længes efter, aldrig bliver aktuelt med HAM. Det er svært ikke at forbinde de fremtidshåb med ham som person, og en fremtid uden ham virker lige nu meget tom.

Jeg kan ikke finde ud af det med mænd.

Servicemeddelelse

2009-07-28T17:56:00.004+01:00

Både min stationære og min bærbare computer er (selvfølgelig) gået i stykker. Jeg håber at have min nye computer i starten af næste uge. Det vil nok være lidt optimistisk at regne med opdateringer inden da.

Jeg har investeret i denne skønhed (og prøver pt at fortrænge, hvor mange penge jeg har brugt):

Flyttemand

2009-07-23T20:28:00.003+01:00

Det vil måske glæde nogen at høre, der er udsigt til, at det vil tynde ud i indlæggene om min håbløse forelskelse. Jeg føler mig godt nok dum, når jeg følger forløbet igennem mine indlæg. Og selvom jeg græmmer mig, er det ok. For dum er præcis, hvad jeg har været (og er), og så er det vel fair nok, at det er det, der skinner igennem.

Manden flytter om på den anden side af jorden om 2 måneder. Her er ingen fest og jubel, selvom jeg nok godt kan se, det sikkert er meget godt. Det er jo nærmest at få en vej videre foræret. Tænk, hvis man fik det hver gang, der var en person, man havde svært ved at komme over. Hvis det bare lige var et spørgsmål om, at de efter kort tid, vupti, røg om på den anden side af jorden, hvor man ikke risikerer at støde ind i dem og deres nye kærester, mens man sumper rundt i selvmedlidenhed og elendighed. Langt fra de smil, der gør en blød i knæene, og dufte der kan efterlade en i en form for sindssyge-tilstand, og uden risiko for tilfældige (eller nøje planlagte "tilfældige"-agtige møder), hvor man pludselig ser sig selv stå og kigge ind i øjne, som kan gøre en hjælpeløs.

Alt det slipper jeg for. Og jeg slipper for at narre mig selv til flere ekstrature på "hvad nu hvis"-karusellen.

Det bør være en lettelse, men det er det nok først reelt, når han er flyttet og har været væk et stykke tid. Lige nu skal jeg sluge en kamel ved navn Det Er Definitivt Slut Og Det Er Højest Usandsynligt Du Nogensinde Ser Ham Igen. Og til dessert er der en masse drømme og fantasier, der skal fortæres.

Jeg har kvalme.

Nok er nok nok

2009-07-18T23:48:00.004+01:00

Jeg er RASENDE. På du-bør-være-rigtig-bekymret-for-hvad-jeg-beslutter-mig-for-at-gøre-ved-dig-dit-kæmpe-svat-af-en-sørgelig-undskyldning-for-en-repræsentant-af-det-køn-som-burde-have-nosser-måden. Det er min sambo, der menes. Jeg håber virkelig for mig selv, at grænsen er nået. At jeg aldrig mere vil sukke efter ham, for det vil for alvor være en falliterklæring. Der vil ikke længere eksistere stolthed eller respekt i mit syn på mig selv, hvis jeg nogensinde igen så meget som et splitsekund overvejer at tænke på at have lyst til noget som helst med den mand igen. Jeg burde have set det komme, det er der ingen tvivl om. Jeg har været dum, naiv og blind, fordi hans ydre forblændede mig til at (vælge at) tro, der fandtes noget inde bagved, som kunne leve op til, hvad hans maskuline træk forførte mig til at forvente. Tænk at jeg på mit 26. år ikke er klogere end som så. Det er fucking pinligt. Men nu har jeg (bedre sent end aldrig) i det mindste set lyset, og nu må jeg kæmpe med alt, hvad jeg har i mig for at undgå, han får mig forblændet påny. Jeg ved ikke, hvilke tricks han har i ærmet, og jeg må derfor prøve at forberede mig på det værste (/bedste). Jeg skal og vil modstå. Spørgsmålet er om jeg kan. Jeg håber det inderligt.

Hvis han fortsætter stilen fra i dag med at rende rundt og ligne en lallende idiot i sin påklædning, bliver det muligvis lidt lettere end frygtet. Hold kæft hvor havde jeg lyst til at flå hans latterlige hat af og tæve ham med den. Hvad fanden har han egentlig tænkt sig?

Det er muligvis mig, der står såret tilbage, og umiddelbart ligner den ynkelige part. Men i det mindste har jeg fra starten spillet med åbne kort og haft de nosser, han har manglet, til at være ærlig, blotte mig, turde være sårbar og ladet ham vide, hvor han stod. På trods af jeg er endt med at blive spyttet og trådt på, føler jeg, jeg kan gå derfra med oprejst pande. Jeg har været modig og turde føle og åbne mig på trods af de slag, jeg tidligere har oplevet at få ved at gøre det. Det er ikke sjovt. Bestemt ikke. Men jeg vil hellere være tro mod, hvordan jeg har det, end jeg vil være som ham. For hans egen skyld håber jeg aldrig han indser, hvad han har gjort og hvad han går glip af.

Fucking idiot.

Mario

2009-07-16T22:24:00.002+01:00

Hånden op, hvis I havde forudset mit seneste move, for det kan jeg dælme love Jer, jeg ikke selv havde: kysse en lækker italiener.

?!?

Uventet udvikling

2009-07-13T00:55:00.005+01:00

Når man læser indlægget fra forleden, forventer man det nok ikke umiddelbart, men de seneste dage, føler jeg, jeg er ved at have fundet mig selv igen i den stormfulde forelskelse, som helt fik mig til at miste fodfæstet. Indlægget kan måske ses som en sidste krampetrækning. Det var nogle ting, jeg virkelig havde behov for at få sat ord på.

Det er en enorm lettelse igen at føle, jeg kan passe på mig selv. Jeg kan ikke længere give slip på mig selv for ham. Min (fysiske) lyst til ham er sådan set uforandret, men mit perspektiv er bare anderledes. Jeg kan helt ærligt tænke "fuck det", og være ok med at det ikke er eller bliver os to.

Men altså... Man skulle da være et skarn, hvis man ikke lige kunne... I ved... Når nu jeg er så tiltrukket af ham.

Der er ikke bare sket en udvikling i mit hoved. Der er også efterfølgende sket en faktisk udvikling i situationen. Rent effektmæssigt ville det fedeste helt klart være, hvis jeg citerede ordvekslinger mellem ham og mig, som er foregået i dag. Dog har jeg besluttet, at det er udelukket. Det er mig, der blogger og vælger at dele mine tanker og oplevelser med hvem der end måtte klikke sig ind og læse med, og han skal kunne tale frit til mig uden at hans ord ender op, hvor en masse fremmede kan læse det. Mine ord må i dette tilfælde række. Kort fortalt har jeg sagt direkte til ham i dag, at jeg havde lyst til at have sex med ham, da huset tidligere på dagen var tomt for samboer (eller rettere HAN spurgte, om det var tilfældet (hvilket jeg på ingen måde havde set komme), og jeg indrømmede). Vi havde dog først samtalen på et tidspunkt, hvor vi ikke var alene i huset. Og han besvarede indrømmelsen med (lettere rødmende, hvilket var lidt sødt) at sige, at han var ærgerlig over, han ikke havde været der og at vi måtte udsætte det til en anden god gang.

Uventet udvikling!

Feriecitater

2009-07-09T21:57:00.002+01:00

"You don't have to like me. You just have to trust me" - Den skotske guide Chris

"We don't hate the English. We just hate the history... And the Beckhams" - Den skotske guide Chris

"Yeah, so that little Japanese man was mad... I told him you were a dancing group" - Den skotske guide Chris

"No! said the boat man" - Den (mere traditionelle) skotske guide Fran

"If you do see anyone fishing along the loch, they will be hoping to catch brown trout" - Den skotske guide Fran (som ofte lød som et forudindspillet bånd)

"Many people in this country enjoy bird watching" - Gode gamle Fran

"Watersport is something I do fail to understand" - Fran

"Den lækreste pige, jeg har set i dag, er hende den gamle, som sidder derhenne og læser" - Fræse

"Her ligner du ikke en pyroman. Du ligner mere en glad Skt. Hans gænger" - Fræse

"Ej, nu går det altså helt galt i Karate Kid" - Fræse

"Måske det bare var cideren, men jeg syntes NÆSTEN han var lækker" - Fræse

(Om Kanonkongen) "Gad vide om han har tænkt over, han står og læner sig op ad skrald?" - Den taktiske leder

"De havde fuldstændig ens hud. Helt glat!" - Ukendt

"Det er Jer med fløjl" - Pingo

"Hov! Jeg glemte at ligne en fra Bulgarien!" - Den taktiske leder

"Ham der guiden i Skotland. Ham der var ung og frisk og mærkelig og lokal" - Den taktiske leder

"HENNING!?! Løber der vand ud af pulten?!?" - Ukendt

"Touren på P3. Vi lyver aldig om, hvor vi er" -P3

"Mon de også har tilbud på børn om søndagen?" - Pingo

"Jeg troede, du snakkede til dit ben og nåede lige at tænke 'åh nej, ikke også dig'" - Den taktiske leder

"Og så var det, at det hele kulminerede der til Thomas Madvigs fødselsdag" - Den taktiske leder

Over tagene

2009-07-08T23:17:00.001+01:00

Jeg har kigget ud ad vinduet i en time nu. På regnen og de fremmede, som går forbi ude på gaden. Men egentlig mest på skyerne over hustagene på den modsatte side af gaden.

Nu, når jeg ser ligeud, har jeg svært ved at vurdere, om det regner. Gaden synes så mørk. Men når jeg ser op over tagene, er det lysnet mellem skyerne.

Jeg gider ikke rejse mig for at gå tættere på vinduet og få opklaret, om det er klaret op, eller fortsat regner.

...

Uret på væggen bryder i hurtige, insisterende tik den stilhed, som ville have været. Som hans eksistens bryder en tomhed et sted i mig. Den truer, hver gang han går.

(Nu er himmelen grå).

...

Hvad fanden er det egentlig, jeg laver? Jeg må have siddet det samme sted i sofaen i over fire timer. Hvis han havde været bortrejst, eller jeg på anden måde havde vidst, at der ikke var chance for, han kom hjem, havde jeg vel næppe siddet her.

Jeg vil gerne være ligeglad. Hans brune øjne og hans smil gør det svært. Rettere umuligt.

Da jeg først satte mig i stuen, var det med tanke på at sidde og skrive blandt sofapuder, som dufter af ham. Håbet var, at det ville få de rigtige ord til at dukke frem. Det næstbedste efter faktisk at have ham ved siden af og lade ordene komme. For jeg har brug for, de kommer ud.

Men nu sidder jeg her vel mest, fordi jeg håber at få et glimt af ham, inden jeg går i seng. Et glimt, en duft, et ord, et knus, et kys, et smil. Eller en forsikring om, at han ikke sover i en anden kvindes seng i nat.

...

Jeg har før ligget vågen i min seng. Urolig. Søvnløs. Jaloux. Besat? Indtil jeg hørte ham låse sig ind ad hoveddøren og få øjeblikke senere falde om i sin seng. Hans snorken plantede ro i mig og endelig var jeg i stand til at falde i søvn.

...

Han er ikke god for mig. Han drikker for meget, glemmer min fødselsdag og ting, jeg har fortalt. Han er dybest set ligeglad. Han virker hverken pålidelig, hjælpsom, eller dyb. Vi udtrykker os meget forskelligt og deler ikke en fælles humor.

Jeg ville gerne beskylde ham for at være overfladisk, men jeg er jo den, som tilsyneladende har forelsket mig i et par brune øjne og behårede arme.

...

Jeg ved ikke, hvordan kemien i min hjerne er nået frem til, at alt føles så trygt med ham. Så rigtigt.
For jeg har sådan lyst til at putte mig indtil ham, forsvinde i hans behårede krop og varme, og glemme alt andet.

Men hvorfor skulle man af egen fri vilje overlade sig forsvarsløs til en vild ulv, som, man logisk set ved, vil flå en fra hinanden? Og ovenikøbet synes, det er en god idé? Jeg er allerede såret og jeg har dårligt nærmet mig endnu.

...

Jeg ved ikke, om jeg prøver at overbevise mig selv om, at der er hold i de negative sider, jeg har beskrevet af ham, for det ikke skal være for hårdt ikke at kunne få ham (og desuden at have noget konkret at gribe fat i, i processen med at komme over ham).

Eller om jeg omvendt prøver at overbevise mig selv om, der er hold i de positive ting (og at de negative mere eller mindre er noget, jeg har fundet på af ovenstående årsager), for at kunne holde fast lidt længere.

Jeg ved ikke, hvad der er sandt.

...

Har lovet mig selv at gå i seng halv et, uanset om han er kommet hjem eller ej. Det er om 40 min. Faktisk burde jeg bare springe i seng nu og lade ham have sin berusede hjemkomst i fred - hvornår den end indtræffer.

Ynkeligt, tænker jeg.

...

Måske tror jeg ikke, jeg kan få en, der vil behandle mig, som jeg gerne vil behandles. Jeg kan jo ikke engang få ham her, som ikke kan finde ud af det. Måske er det derfor.

Måske.

...

Mine fantasier om ham, forsøger jeg at afbryde og fortrænge med ord som "giv slip", "lad nu være", eller "HAN ER LIGEGLAD". Jeg kan ikke sætte tal på, hvor mange gange i dag jeg har måttet tvinge mig selv til ikke at tænke på ham, og lade den stærke sætning "han er ligeglad med dig" runge i mit hoved for at jage billeder af ham og mig på flugt.

27 minutter.

...

Lige i starten var han flirtende, men så fulgte en lang periode, hvor han virkede lidt skræmt over det, når jeg udtrykte min interesse. Det har været virkelig hårdt at føle, jeg var giftig.

Men nu ved jeg ikke helt, hvad der er værst.

De seneste dage har han flirtet. Kigget mig dybt i øjnene. Blinket. Krammet. Givet komplimenter. Kindkysset. Talt til mig i et flirtende tonefald.

Det er egentlig ikke nok til at forvirre mig. Hans tidligere handlinger og reaktioner har talt deres tydelige sprog og sidder så dybt i mig, at jeg ikke føler mig (overbevist) begæret, selv når han smører så tykt på.

Problemet er mest, at det virker. Det giver mig lyst til ham. I flere timer efter har jeg ikke plads til andet i mit hoved end frække fantasier om ham.

Fuck, hvor vil jeg dog gerne kneppe ham.

...

Mere er der vel nærmest ikke at sige. Så jeg har ingen undskyldning for ikke at pakke sammen og gå i seng nu. 13 minutter før tid.

...

Godnat besættelse. Jeg gider dig kraftedme ikke mere.

Han må knalde alle de tøser, han orker. Jeg vil IKKE LÆNGERE bekymre mig om det. Hvad er der at være jaloux over? (Jeg ville ønske, jeg ikke havde noget at svare, men nu lader jeg den hænge i luften og skynder mig væk herfra).

...

Det er nu for mørkt til, jeg kan skelne gaden fra skyerne. Om det er regn- eller opholdsvejr, aner jeg ikke.

Hjemme hos os

2009-05-20T21:03:00.004+01:00

Det par, som jeg (blandt andre) deler hus med, skændes lige nu i køkkenet og selvom de har lukket døren, kan jeg høre hvert et ord. Jeg lytter ikke, men selv gennem to lukkede døre og en gang, kan jeg ikke undgå at opfange essensen, og jeg har det egentlig lidt underligt med at høre det. De er begge personer, som jeg befinder mig godt med, og selvom de ikke er de flittigste mennesker i verden til at rydde/ vaske op, så har netop det faktisk aldrig været i nærheden af at gå mig på nerverne.

(Single)fyren i huset har jeg stadig et crush på. Sådan et hvor min mave markerer sig alene ved tanken om ham. Der er foregået så meget i mit hoved (og min hverdag) på det seneste, at jeg simpelthen ikke har kunnet forholde mig til, hvordan jeg har det med ham og slet ikke haft overskud til at gøre noget, selvom det klart var tanken til at begynde med. Helt grundlæggende aner jeg ikke, hvem manden er, og hvis man ser bort fra hans udseende, har jeg vel egentlig ikke mere grund til at være vild med ham end nogen anden. Jeg nyder hans selskab og jeg synes, han er flink, imødekommende og underholdende, men sommetider kan jeg godt komme i tvivl om, hvad han er for en. Han virker som en flink fyr, men det ville faktisk ikke komme helt bag på mig, hvis ikke han var det (altså sådan i forhold til piger/ scoringer). Og det irriterer mig lidt, at jeg er blevet interesseret i ham, før jeg har en bedre idé om, hvem han er.

Den sidste, jeg bor sammen med, er ikke rigtig i sit hoved. Og det siger jeg ikke kun fordi, hun tydeligvis ikke kan lide mig (hvilket jeg længe godt har kunnet mærke). For halvanden uges tid siden kom jeg hjem og opdagede, nogen havde været på mit værelse. Uden rigtig at være bevidst om det, må jeg have en form for fotografisk hukommelse, for allerede da jeg trådte ind på mit værelse, kunne jeg se, at noget var galt. Og jeg kom ikke meget længere. Stod nærmest paralyseret af chok i 10-15 min mens jeg kiggede rundt på ting, der ikke så ud som de skulle. Bl.a. var en skraldepose bundet anderledes end den måde, jeg havde gjort det på. Der havde kun været én person i huset, da jeg forlod det, og der var kun én person hjemme, da jeg vendte tilbage en times tid senere, så det var ikke svært at regne ud, hvem der havde rodet rundt på mit værelse.

Udover at det bare generelt er en ubehagelig tanke, at der har været nogen på mit værelse, uden jeg har givet lov, så var rummet også i en stand, som jeg aldrig ville være bekendt at vise frem for nogen frivilligt, og jeg føler mig utrolig krænket ved at en person er vadet ind og har gjort hvad det passede hende bag min ryg. Mens jeg har gået og ventet på svar fra hospitalet på mine prøver, har jeg stadig skullet tage et enormt ansvar på mit job og mande mig op til at omgås andre mennesker på vanlig vis, selvom jeg nogengange virkelig ikke har følt for det. Mit værelse var det eneste sted i verden, hvor jeg følte, mit indre kaos kunne reflekteres uden at gå ud over andre mennesker, og hun er gået så langt over min grænse ved at rode rundt derinde. Det er bare ikke ok. Og hvad fanden håber hun at finde i mit skrald?!? Når hun har rodet rundt der, er der sgu nok ikke mange steder, hun ikke har været.

Efter jeg havde sundet mig lidt, besluttede jeg at konfrontere hende med det samme. Det var jeg bare nødt til. Og hun tog det bestemt ikke pænt. Pludselig væltede det bare ud med issues og underlige forestillinger, hun havde om mig. Det var imponerende alle de negative ting, hun havde fået opdigtet i sit hoved og jeg var temmelig chokeret - navnlig fordi hun tilsyneladende havde delt nogle af disse vanvittige teorier med husets øvrige beboere.

Tænk hvis hjem kunne være et sted, hvor man bare kunne være sig selv. Hvor man kunne flygte hen, væk fra mental forstyrrelse, ulykkelig kærlighed og skænderier, frem for at gå lige i favnen på alle delene.

Det tyske mareridt

2009-04-27T21:52:00.004+01:00

I nat drømte jeg, at jeg fandt ud af, jeg skulle op til eksamen i tysk, og bagefter at jeg blev skudt - flere gange i brystet og til sidst i hovedet. Sidstnævnte kun marginalt mere skræmmende end eksamen (i drømmen altså). Jeg behøver næppe nævne, at det var en meget ubehagelig drøm, men jeg finder det alligevel interessant, at min underbevidsthed hiver truslen om en tyskeksamen frem fra mørket i skabelsen af et frygtindgydende mareridt.

Googlede lige ordet "german" for for sjov skyld at se, hvilke billedresultater det ville give. Umiddelbart fandt jeg ikke noget, som illustrativt passede til mit indlæg, men I kan få det her billede, som jeg fandt på første resultatside, i stedet:

Billedet havde følgende tekstbeskrivelse: A giant German rabbit

Ikke helt det samme

2009-04-18T20:15:00.005+01:00

Milka er det tætteste, man kommer, på Marabou.

Oplysning af totalbeløb i en forretning er ofte det tætteste, man kommer, på kundeservice.

Liquorice wheels er det tætteste, man kommer, på ordentlig lakrids.

Opholdsvejr er ofte det tætteste, man kommer, på solskinsvejr.

... Men Tuborg er heldigvis det tætteste, man kommer, på Tuborg!

Mit Manchester

2009-04-12T20:47:00.010+01:00

Selv før jeg besøgte Manchester, havde jeg et specielt forhold til byen. Følte jeg. I bund og grund havde jeg vel ikke, men mange ting, som har fyldt og betydet noget gennem mit liv, og som har bragt mig gode oplevelser, har tilknytning til byen. Robbie Williams er nok hovedårsagen til, jeg har udviklet en svaghed for områdets accent (samt at jeg overhovedet forstår den), og da jeg var barn overtog jeg min fars yndlingsfodboldhold gennem tiden - Manchester United. Jeg var aldrig fanatisk, men jeg har altid nydt at følge dem og holde med dem.

Da jeg for to år siden valgte at blive tatoveret i byen, var det heller ingen tilfældighed, at det netop blev der. Under samme besøg i byen fandt jeg til min glæde ud af, at jeg faktisk var vild med stedet - ikke bare med de ting, der tilfældigvis havde tilknytning dertil. Uden at kunne sætte en finger på præcis hvorfor, så minder Manchester mig om København (som også har en speciel plads i mit hjerte).

Siden jeg flyttede til England, har jeg tænkt på at besøge Manchester igen, samt været fast besluttet på at opfylde barndomsdrømmen om at tage på Old Trafford og se United spille. Da en eller anden anonym person forærede mig et medlemskab af klubben, og jeg dermed fik mulighed for at indgå i lodtrækninger om køb af billetter til deres kampe, tænkte jeg, at tiden var inde til at få opfyldt den drøm.

Og det gjorde jeg så... Det var fantastisk! En virkelig, virkelig stor oplevelse. Nærmest uvirkelig. Jeg er glad for, jeg endelig fik taget mig sammen. Jeg har ingen forklaring på, hvorfor jeg ikke har gjort det noget før. Man skal sgu gøre det, man drømmer om. Her er lidt billeder fra mit Manchester:

Ved Brooke noget som helst?

2009-04-10T21:38:00.003+01:00

Det er sjældent, jeg har tid til at stene fjerner, og når jeg har, er det som om, jeg bliver mere og mere forvirret/ forundret over kvalitet og/ eller indhold for hver gang jeg tænder (ikke for de kanaler, jeg arbejder på selvfølgelig. Sidney Lee giver jo f.eks. slet ikke grund til forundring... Anyway...)

I går ramlede jeg ind i to afsnit af "Brooke Knows Best" - meget originalt navn til efterfølgeren af "Hogan Knows Best" - med Hulk Hogans datter, Brooke, i "hovedrollen". Ordet "kost" kom til mig, og hun er muligvis det første tilfælde, hvor jeg har tænkt, det var en fair og passende beskrivelse. Normalt tænker jeg, det alligevel er for frastødende til nogen, men hun er bare en kost.

I et af de her afsnit giver hun den gas på en stripperstang sammen med en veninde i en stue foran en gruppe venner. En af de her "venner" har så filmet det og lagt det på YouTube, hvilket kosten panikker fuldstændigt over... Og så er det, jeg gerne vil vide, hvad det er, hun tror, de kameraer, der følger hende rundt, laver? Og hvad er værst: at der ligger et minut fra en kameramobil på YouTube, eller at der bliver sendt 5-6 minutter i TV verden over filmet med professionelt udstyr (og som helt sikkert også ender på nettet bare i langt bedre kvalitet end mobilklippet).

I don't get it.

Tid til en update

2009-04-09T18:34:00.003+01:00

Det er sjovt som de tidspunkter i mit liv, hvor jeg nok har mest brug for at skrive/ har mest at skrive om, samtidig er dem, hvor jeg ikke får det gjort af forskellige årsager. Travlhed, manglende overskud, forglemmelse eksempelvis.

Den seneste måned har - udover at være travl - været fyldt med oplevelser og følelser af alle slags.

Jeg har i fem uger afventet det besøg hos en specialist, som jeg fik henvisning til med besked om, der nok ville gå 14 dage før jeg kom til. Ventetiden har ikke været rar, men jeg føler selv, jeg har tacklet det med nogenlunde ro. Jeg har kun talt med nogle få om min situation, og forsøgt ikke at tænke for meget på det. Det er lykkedes nogenlunde, men en gang imellem er jeg alligevel brudt sammen og har for korte stunder befundet mig i en tilstand af bekymring, utålmodighed, ensomhed og frustration, som har drænet mig for energi og lyst til at smile. Heldigvis har det været undtagelsen mere end reglen, at jeg har haft det sådan.

I dag fik jeg så endelig set en specialist. Eller rettere: Han fik set mig. Hans umiddelbare vurdering var, at alt var normalt, men han tog en prøve, som jeg får lov at vente på svar på i ca. to måneder (håber ikke at det i virkeligheden betyder fem måneder, når nu to uger viste sig at betyde fem uger)! Så jeg sidder lige nu og føler mig lidt uafklaret og dog beroliget lidt i forhold til før. Men altså, to måneder?! Det, synes jeg dælme, er længe. Det er sommetider lidt underligt at forholde sig til, hvordan tingene fungerer i den her by, hvor der er flere indbyggere, end der er i hele Danmark. Nogengange er det ikke så sjovt at skulle deles med alle dem, når man er vant til at være forkælet borger i lille Danmark, hvor man i langt mindre grad bare er en i mængden.

Oven i alt det her gik jeg jo hen og faldt godt og grundigt for min nye housemate. Det var lidt voldsomt for mig. Jeg kunne ikke få øjnene fra ham, hans duft gjorde mig helt kuldret, og det tog vel ikke meget mere end et øjeblik, før jeg pludselig ikke kunne forestille mig en fremtid uden ham. Nævnte jeg, det var voldsomt?
Hvis jeg havde en skabelon for, hvad jeg tænder på hos en mand, ville den passe på ham, som havde jeg faktisk lavet den efter ham.

Status lige nu er, at jeg er glad for, jeg skulle til Danmark i sidste uge. Jeg fik virkelig noget luft og kom lidt ned på jorden igen. Han rejste til USA, mens jeg var i Danmark, hvilket betyder, at der går halvanden uges tid, før jeg ser ham igen. Det, synes jeg faktisk, er rart.

Jeg har før haft en tendens til at flygte fra mennesker, jeg havde den slags følelser for, fordi det virkelig skræmmer mig og meget let gør mig... Ja, vel nærmest klaustrofobisk på en eller anden mærkelig måde. Jeg har ingen intentioner om at flygte fra det her, men det er en rar fornemmelse at kunne slå koldt vand i blodet (hvilket ikke var muligt for mig, når jeg gik op og ned af ham hver dag). Det er ikke fordi, jeg ikke savner ham, eller ikke ville foretrække, at han var her, men jeg tror, det er en god ting, at jeg fik mulighed for at trække vejret, før jeg kunne nå at synke helt ned i en eller anden form for besættelse. Jeg tror faktisk på, det hele bliver lidt lettere for mig at tackle nu, og jeg føler, mit syn på ham nu er lidt mere sundt og realistisk. Ikke at jeg vil fremstille mig selv som en galning, men jeg tror, alle kender fornemmelsen af, at ens følelser løber løbsk og måske får lidt for meget lov til at styre ens fornuft og tanker.

Godt selskab

2009-03-21T08:40:00.003Z

I går kom australier-argentineren hjem, mens jeg var i gang med at lave aftensmad. Han satte sig i køkkenet og begyndte at sludre. Han taler ret meget om alt og ingenting, så når han først går i gang, afløser det ene emne hurtigt det andet. Midt imellem to emner indskyder han pludselig "dine smilehuller er smukke", hvorpå han taler videre om noget nyt i et fuldstændig normalt og upåvirket flow og tonefald, som om han havde sagt "jeg er sulten" eller et lignende spontant og irrelevant udbrud.

Han foreslog, at vi gik ud og drak øl på en lokal pub, hvilket lød som en ganske god måde at tilbringe min aften på, så sådan blev det. Vi snakkede om alt muligt og jeg nød virkelig hans selskab. På et tidspunkt tog han min ene hånd i begge sine hænder og begyndte at ae min tatovering (som sidder på "oversiden" af mit håndled) med sin tommelfinger, mens han skiftede fra et emne til at snakke om tatoveringer.

Efter nogle pints blev vi enige om at gå til den lokale Sainsburys og forsyne os med dåseøl, som vi ville gå hjem og drikke. Vores to andre samboer (newzealænderen og australieren) sad i stuen, da vi kom hjem, så da var det slut med at have ham for mig selv. Det var nu ganske hyggeligt alligevel at drikke en øl sammen med de andre.

Han er så sød og lækker, at jeg kan få helt ondt i maven. Jeg kan ikke holde op med at kigge på ham, hvilket får mig til at føle mig ret creepy. Når jeg ligger i min seng, kan det gøre mig helt ør at tænke på, at han ligger i sin seng få meter under mig (hans værelse er i stueetagen og mit præcis over hans på 1. sal). Hans duft sidder allerede rundt omkring i huset og kilder mit hjerte, når jeg snuser ind.

Generelt opfanger jeg ikke signaler, der peger på, han skulle være interesseret i mig. Han er glad og åben og snaksaglig over for alle. Han opfører sig ikke som om, han hverken mere eller mindre diskret prøver at være tæt på mig - sommetider næsten omvendt (hvilket nok er en overfortolkning fra min side, fordi jeg ville ønske, han havde lyst til at være tæt på mig). Eksempelvis sad vi i går ved siden af hinanden i en sofa, da vi var i selskab med de andre to samboer. Da de så valgte at gå i seng, flyttede han sig og lagde sig over i den sofa, de havde siddet i. På den anden side virker han ikke som typen, der gør sig så meget i signaler, men mere bare siger, hvad han har lyst til og gør hvad han har lyst til i stedet for at prøve at udtrykke det i subtile hints og handlinger. Der er vist ikke så meget pis med ham, men egentlig kender jeg ham ikke godt nok til at vide det.

Min frygt lige nu er, ikke at kunne styre mine tanker. Jeg gider ikke tolke i hvad han gør og ikke gør. Jeg gider ikke tænke for meget over det. Jeg gider ikke at gå og håbe på, han er der, når jeg kommer hjem, eller lade mine handlinger styre af, hvad jeg håber i forhold til ham. Jeg har et par gange taget mig selv i bare et sekund at overveje mine aften- og weekendaktiviteter i forhold til, hvornår han kunne tænkes at være hjemme, fordi jeg gerne vil se ham. Det er ikke cool. Jeg gider det bare ikke.

Vores sidste ordveksling, inden vi gik i seng i går, lød nogenlunde sådan her:
Mig: "You know what?"
Ham: "What?"
Mig: "I'm gonna be in trouble... Living with you"
Ham: "Why? I'm a bad influence?"
Mig: "No. You're really hot" (LOL)
Ham: "Liar!"
Mig: "I'm not lying"

Så fik han den at gå i seng på. Jeg kan ikke rende rundt og lege små lege og håbe på han lægger mærke til, jeg godt kan lide ham. Jeg kan mærke på mig selv, at jeg sgu er nødt til bare at gøre, hvad der føles naturligt for ikke at blive vanvittig. Hvis jeg så bliver afvist, så vil jeg egentlig også hellere det, end at rende rundt i en evighed i en form for sindssyge i en verden af overfortolkninger og gøre de mindste tegn til håb. Der har jeg været før, og der vil jeg ikke hen igen.

Drømmefyr ..?

2009-03-17T21:31:00.002Z

OK. Jeg har en (grænsende til patetisk) svaghed for høje, flotte, mørkhårede, brunøjede mænd af portugisisk/ spansk / sydamerikansk afstamning/ udseende - gerne godt behårede, robust byggede, og lidt ældre end mig. Derudover synes jeg også spansk og portugisisk er lækkert at lytte til. Hvad der følger nu, virker måske en smule uden for kategori i forhold til det opremsede, men vil forhåbentlig give mening senere. Jeg har også en svaghed for australsk accent - hvilket der formentlig er temmelig få fra Portugal, Spanien, eller Sydamerika, og som befinder sig i Storbritannien, der har...

For ikke så længe siden drømte jeg, at en fyr, som passer følgende beskrivelse, flyttede ind som ny housemate i det hus, hvor jeg bor:
Høj, flot, mørkhåret, brune øjne, godt behåret, robust af bygning...
30 år, argentinske forældre, opvokset i Australien og Argentina (talte derfor både spansk og engelsk - sidstnævnte med australsk accent).
Han var bare så sød og sjov og intelligent. Og derudover var han totalt handyman og fantastisk til at lave mad:-|

Og drømmen var en af den slags, som bare forekommer så virkelig... Eller det er så ikke helt rigtigt. Faktisk er det lige omvendt. Det er virkelighed - men af den slags, som forekommer nærmest drømmeagtig.

Jeg er solgt.

ØV

2009-03-05T11:53:00.003Z

Det her er et lidt svært indlæg at få startet på. Jeg skriver det mere, fordi jeg har brug for det, end fordi jeg har lyst.

For en måneds tid siden opsøgte jeg en læge. Vil ikke gå ind i nærmere forklaring om årsag, men lægen konkluderede ret hurtigt og ubekymret (uden at undersøge mig) at mine symptomer var stressrelaterede og sagde, at jeg måtte komme tilbage, hvis det fortsatte. Og så gik jeg derfra en lillesmule lettet, men også uden nogen idé om, hvordan jeg helt skulle gribe det stress an.

Siden insisterede jeg på at blive undersøgt, hvilket jeg så endelig fik en tid til i dag...

Jeg er hjemme fra undersøgelsen nu. Valgte ikke at tage på arbejde bagefter. Oplevelsen var temmelig ubehagelig og udfaldet bekymrende. Både en sygeplejerske og en læge var til stede for at se på problemet, og de besluttede straks at skrive en urgent henvisning til nærmere undersøgelse på et hospital. De forklarede mig meget lidt om, hvad det var, de så. Det eneste, der blev forklaret var, at de ville skrive en henvisning (i et brev) og at jeg så vil modtage et brev med en indkaldelse. Hvor lang tid jeg så skal vente på det, ved jeg faktisk ikke.

Ellers opfangede jeg ikke meget af, hvad der foregik. Læge-lingo er ikke lige mit speciale, men af de ord, jeg opfangede (og pga. deres karakter) hæftede mig ved, var "severe", "urgent" og "nasty" (oh yes, sygeplejersken brugte det ord, mens jeg hørte på det). Jeg fik spurgt, hvad årsagen kunne være, men fik mere eller mindre det svar, at det må de fortælle mig på hospitalet, når jeg er blevet undersøgt der.

Og så fik jeg besked om at gå hjem og vente på et brev. Sygeplejersken fik dog lige sagt, da jeg var på vej ud ad døren, at jeg ikke skulle være bekymret, for det var ikke sikkert, det var noget..?!

Jeg ville ønske, jeg havde været i stand til at sætte foden ned og bede om en ordentlig forklaring, men jeg var super skræmt og forvirret, og var ikke i stand til det store.

Nu sidder jeg hjemme og aner ikke, hvordan jeg skal forholde mig. Jeg har ikke mange oplysninger overhovedet at forholde mig til. På den ene side virker det som om, det kan være ret så alvorligt. Men åbenbart ikke nok til at indlægge mig eller tage bedre hånd om mig.

Jeg har virkelig ikke lyst til at være i England lige nu. Jeg vil have min familie og mine venner og følelsen af at være i trygge omgivelser. Ikke en kold stue i et tomt hus i et fremmed land. Jeg kan næsten ikke overskue også at skulle tage hånd om denne situation alene. Tage på hospitalet alene. Vente alene på ubestemt tid, og forsøge at være stærk.

Min storesøster kommer i aften og skal være her til mandag. Jeg har glædet mig sådan til hun skulle komme, og lige nu ser jeg uendeligt meget frem til at se hende. På den ene side er det jo bare vildt ærgerligt, at det her skulle ske, lige når hun kommer, men det er altså også beroligende at vide, min søster er på vej. Hun ved dog ikke noget om alt det her endnu. Jeg vil så nødig skabe bekymring (specielt ikke nu hvor hun er gravid), eller lægge en dæmper på weekenden, men jeg ser ikke rigtig nogen anden mulighed, end at lægge kortene på bordet.

Jeg forsøger at lade være med at male fanden på væggen, men jeg har svært ved at tackle situationen med de få oplysninger, jeg besidder.

Det er virkelig noget lort, det her.

Link til et fantastisk blogindlæg

2009-03-02T20:29:00.002Z

Jokerens blog på MySpace kan anbefales!

Irrirerende fascineret og fascinerende irriteret

2009-03-01T22:31:00.002Z

Jeg har et crush. Et, jeg ikke har lyst til at have. Jeg har al mulig lyst til at blive forelsket - bare ikke i ham her. Så jeg går rundt og har en indvendig kamp, og min indstilling til ham svinger mellem fascination og irritation. Halvdelen af tiden tænker jeg "hvor er han ubegribeligt fantastisk og sådan rigtig drømme-lækker, at hans blotte tilstedeværelse kan tryllebinde mig fuldstændig" (i en grad som faktisk er direkte pinlig) og den anden halvdel af tiden "hvor vover han at være så fantastisk og så lækker og få mig til at føle sådan her. Hold kæft hvor er han bare mega hamrende irriterende".

Hver dag tager jeg en beslutning om, at fra nu af ignorerer jeg bare tiltrækningen, som om det var noget, jeg selv var herre over... Hvilket det egentlig lidt føltes som om, jeg var i starten. På en måde var jeg klar over, det var undervejs fra første gang, jeg så ham, men det lykkedes ret godt at holde det på afstand. Det byggede ekstremt langsomt op. I begyndelsen var det intet problem at ignorere det og vel på en måde udskyde en "reaktion", senere blev det svært, meget svært og nu ved jeg ikke længere, hvordan jeg skal gribe det an. Hvis jeg bare venter på, det går over, er det ikke til at vide, hvor længe jeg kommer til at vente. Men i det her tilfælde er der vist ikke så mange andre muligheder.

Jeg håber ikke, jeg kommer til at trække Jer gennem for mange indlæg om ham, men eftersom det (af forskellige årsager) ikke er noget, jeg kan diskutere med nogen, kan det godt være, bloggen kommer til at blive "min eneste fortrolige" i forhold til emnet. Så jeg undskylder på forhånd, hvis der kommer overflod af skriblerier om ham.

Alene hjemme

2009-03-01T16:41:00.000Z

Sunket sammen i sofaen i stuen, ser Extras sæson to for anden gang og griner lige så meget og lige så højt som første gang, jeg så den. Har spist brød med Nutella og hindbærmarmelade til morgenmad, som dog først blev købt ind i Sainsburys Local efter middag, da jeg endelig havde fået slæbt mig ud ad sengen. Tre læs vasketøj og håndklæder hænger nu til tørre i haven.

Jeg er alene i huset, og det er skønt at brede mig ud, flade ud, og bare nyde at have det hele for mig selv en stund. Det er første gang, jeg rigtig har haft tid, overskud og plads til virkelig at sætte pris på at bo i et hus. At have en stue, et køkken, et bryggers og en have. At gøre hvad jeg vil, når jeg vil, og synge under opvasken uden at forstyrre eller irritere nogen. Det kunne dælme være rart at få mit eget engang. Lige pt. er det dog utopi, at jeg alene skulle kunne betale boligudgifter på over £2300 om måneden.

Det er overvejende positivt at være flyttet. Eneste (desværre tungtvejende) minus er, at jeg før delte hjem med en person, jeg følte jeg svingede rigtig godt med. Vi talte sammen, hjalp hinanden, vores humor klikkede, og var generelt bare rigtig godt tilpas med hinanden, hvilket var medvirkende til at give en hjemlig følelse.

Desværre har jeg indtil videre ikke rigtig følt noget hverken klikke eller svinge i forhold til mine nye house mates. En af fyrene gik mig faktisk grusomt på nerverne allerede fra den første aften. Udsigten til kun at skulle dele hjem med ham i 20 dage, samt min viden om, at han derefter ville rejse om på den anden side af jorden og bosætte sig, gjorde nok at jeg tolererede mere, end jeg ellers ville have kunnet.

Fuck, han var irriterende. På den der øretæveindbydende måde hvor man bare med sikkerhed vidste, at hans mor altid havde forkælet ham lige en tand for meget og aldrig var holdt op med det.

Nu er han rejst, og vi afventer indflytningen af hans "erstatning". En af de piger, som bor her, har jeg kun mødt én gang, inden jeg flyttede ind, og det er svært rigtig at fornemme, hvordan vores indbyrdes forhold bliver i længden efter et møde på bare 30 minutter. Hun rejser pt. rundt i Indien, hvilket hun skal i i alt to måneder, imens hendes kæreste bor på hendes værelse her i huset. Dog er han også i Indien i øjeblikket for at besøge hende. Den sidste house mate rejste til Colorado på skiferie i fredags. Hun er såmænd flink og vi har da hængt lidt ud, men vi klikker slet ikke. Det er svært at sige, hvorfor man ikke klikker med folk, men det hele virker sådan lidt anstrengt og påtaget, når vi interagerer. Det er som om, vi bare ikke rigtig har noget at sige til hinanden, og hele tiden må kæmpe for at finde på noget at tale om. Når en af os endelig har et eller andet, falder samtalen som regel allerede til jorden efter få sætninger. Noget naturligt flow kommer der bare aldrig. For nogle weekender siden gik der nogle dage, hvor vi ikke stødte på hinanden, og jeg var nærmest lettet over at have et par dage at spare samtaleemner sammen i, men da jeg så endelig så hende, havde jeg alligevel ingenting.

I løbet af de næste par uger skulle husets nye beboer gerne rykke ind. Der er et enkelt lille problem med ham... Han temmelig tiltrækkende! Argentinsk af udseende, australsk accent. Virker sød, imødekommende og sjov... Så nu ved jeg ikke, om jeg skal håbe på, han viser sig at være pisseirriterende, så charmen ligesom går af ham, eller om jeg skal håbe på, han er så sød, som han virkede ved det første møde. På den ene side vil man selvfølgelig helst ikke bo sammen med en, som er pisseirriterende, men på den anden side kunne det potentielt blive noget værre rod, hvis man nu gik hen og blev vild med en, man deler hus med. Altså, der er selvfølgelig ingen garanti for, jeg bliver vild med ham, bare fordi han skulle vise sig at være tiltrækkende OG sød. Men på overfladen virker han som min type, og jeg er sgu tilpas forudsigeligt overfladisk til, at det scenarium ikke er usandsynligt.

Jeg ved ærlig talt ikke, hvad jeg foretrækker.

Hele Gervais-baduljen

2009-02-28T22:36:00.007Z

Når man tager min begejstring for stand-up og comedy i det hele taget i betragtning, er det nok lidt underligt, at jeg ikke har fået tjekket Ricky Gervais rigtigt ud før nu. Men nu må man til gengæld også sige, at jeg får taget revanche. Podcasts (i øvrigt de mest downloadede ever), stand-up shows (Animals, Politics, Fame), The Office og Extras (eller "hele baduljen" om man vil). Jeg kan ikke udtrykke nok, hvor sjov, jeg synes, den mand er!

Af alle de komikere derude, som også er/ bliver skuespillere, er han muligvis den, jeg har set, som gør det (skuespillet) bedst. Ikke at jeg umiddelbart har eksempler på nogen, jeg synes, gør det virkelig skidt, men jeg synes, mange har en tendens til at tage sin komiker-personlighed med i skuespillet, hvilket også må være svært ikke at gøre, hvis man spiller med i en komedie, sketch eller komedieserie.

Men jeg synes, Ricky Gervais formår at skabe sine figurer på imponerende vis med en naturlighed, ærlighed og sårbarhed, som er helt unik. Selvom han i The Office og Extras har masser af replikker, som er pissesjove (og tydeligvis er skrevet af ham som komiker), så formår han at lægge komikeren fra sig, når han leverer replikkerne, og gør det oprigtigt og menneskeligt, hvilket virkelig demonstrerer hans talent (efter min mening).

Jeg er specielt begejstret for Extras. Jeg elsker hans karakter, forholdet mellem ham og Maggie (kollega/veninde), og skildringen af livet i skuespilbranchen (mange ting rammer ret præcist i forhold til mine egne erfaringer fra branchen). Det er virkelig gennemført og sindssygt, sindssygt godt skrevet. Så også kudos til hans skrivemakker Stephen Merchant.

Ved godt at dette indlæg ikke er super aktuelt, og det muligvis svarer lidt til at en eller anden pludselig sætter sig og skriver en anmeldelse af et Beatles album (... okay, måske ikke helt).

Men i hvert fald: Manden er genial. Alt, hvad han har lavet, kan anbefales.
(Hvis der findes folk derude, som endnu ikke har set (eller hørt) alle hans ting)

Forbigående fransk accent og pangfarver

2009-02-24T22:39:00.012Z

Efter arbejde kunne jeg have valgt, at drikke øl sammen med de svenske kolleger, som ville fejre deres kronprinsesses forlovelse, imens jeg på storskærm kunne have set Manchester United (læs: Cristiano Ronaldo) spille...

I stedet valgte jeg så at se musicalen "Joseph and the Amazing Technicolor Dreamcoat"

...!

Det fortrød jeg så godt som hvert sekund af forestillingen.

Det hele var lidt for bizart på den ufede måde. En mærkelig blanding af stærke farver og hvid (og en Elvis i en form for Farao), (19)70'er, (19)80'er og år 0. I en kort overgang havde alle fransk accent. Og forestillingen var gennemgående "camp".

Det er svært at vide, hvad der er foregået i castingprocessen, men nogen har vist været lige løse og overmodige nok, da de castede en muskuløs men spinkel, bleg fyr i rollen som bror til en ret overvægtig, sort gut (og tro mig - efter at være blevet slæbt igennem mere end to timer i det teater, står det helt klart, at det ikke har være humoristisk ment).

Jeg kunne slet ikke leve mig ind i det, der foregik, så jeg sad for det meste bare og betragtede folkene på scenen (der var mange af dem - og også en del børn, hvoraf en del af dem nærmest lignede programmerede robotter og resten så ud til lidt bare at gøre, som det faldt dem ind. Måske en aaanelse underholdende i sig selv, men næppe værd at betale penge for).

Da forestillingen (endelig) sluttede efter minimum 4 sange, som havde snydt mig til at tro, bestemt måtte være den sidste, vi skulle trækkes igennem, brød publikum ud i kæmpe bifald - i ikke så få tilfælde sågar stående. Jeg må bare have siddet med det mest tydeligt uforstående "What the fuck?!?" udtryk i ansigtet.

Jeg regner ikke med, jeg behøver nævne, at jeg noget hellere ville have set fodbold...

Tinted Windows - begyndelsen

2009-02-23T20:56:00.002Z

Tinted Windows - Promo

Godt nok

2009-02-19T23:28:00.001Z

Jeg har virkelig meget lyst til at skrive, og jeg har startet på 20 forskellige sætninger efterhånden for derpå at slette dem igen, fordi de enten ikke handlede om noget interessant, eller de, når jeg læste dem for mig selv, mest af alt lød som noget fra en praktisk informationsfolder eller en brugsanvisning af en art. Fuldstændig uden brug af sproglige finesser, der kunne gøre det bare en smule interessant at læse. Det er en smule ironisk, at de eneste sætninger, jeg har valgt at beholde indtil videre, handler om, hvor dårlig jeg er til at formulere mig lige nu. Og det er ikke ment som en nem legitimering af at skrive kedeligt. Det giver vist bare et meget godt billede af, hvordan jeg har haft det i dag.

Føler hverken jeg har kunnet tale korrekt dansk, engelsk eller svensk - og til tider heller ikke forstå en brik af nogen af delene (hvilket er temmelig uheldigt når det lige er de tre sprog min hverdag involverer). Havde en samtale med en gut, som spurgte, om jeg tænker på engelsk, når jeg taler engelsk. Jeg tror nok, jeg svarede bekræftende, men jeg er slet ikke så sikker på, jeg tænker overhovedet. Vores samtale involverede også en passage, hvor han fortalte mig, at hans band havde fået ny manager. Efter at have snakket lidt om hende, spurgte jeg, om de så havde fundet en ny manager. Flot.

Mest af alt går jeg vist bare og føler mig som en mærkelig masse, der lige er dumpet ned på jorden. Jeg føler mig dummere for hver dag, der går. Dels - tror jeg - fordi jeg har mange, lange samtaler med en fyr, som er så lynende intelligent, at jeg ofte kun har få kommentarer, mens han bare taler derudaf. Det er ikke fordi, jeg ikke kan følge ham, eller ikke fatter hvad han siger, det er bare den viden om, at det han lukker ud, er tanker, han selv har haft, ting han har forståelse for og tænker videre på, hvorimod jeg forstår det, idet han siger det. Jeg kunne aldrig have tænkt det umotiveret selv.
Derudover kan jeg godt mærke, at jeg ikke længere er studerende. Selv om juraen til tider var tør og sur at komme igennem, så gav det mig alligevel et kick af en art at lære nyt... Og at det kunne være udfordrende at skabe en forståelse og sammenhæng.

Selvfølgelig lærer jeg nyt i den branche, jeg er havnet i, men det er klart, det er noget andet, end den mængde viden, man erhverver sig som fuldtidsjurastuderende. Udover kick'et, læsegruppen, og nogle af de interessante typer undervisere på studiet, så savner jeg det ikke. Det er lidt mærkeligt med mit job i den forstand, at resultatet af det, jeg sidder og laver, bliver vist i fjernsynet i et land, jeg ikke bor i. Hver dag. Potentielt kunne hundredevis af folk, jeg kender eller har kendt, sidde og se på det, uden at vide jeg har noget med det at gøre. Og jeg ved ikke, at de ser på det.

Det er lidt mærkeligt ikke at vide, hvad jeg arbejder frem imod i mit job. Det åbner vel nye døre og nye muligheder for mig i fremtiden, men noget konkret er der ikke i sigte. Måske det ville være sundt at lære at læne sig tilbage en gang imellem og bare acceptere, at nu er det det her, jeg gør. Ikke som motivation for noget andet, eller som etape 2 ud af 5. Bare stå stille, slappe af og være glad. Men jeg har et eller andet forbandet drive, der ikke gearer ned og falder til ro. Hvis bare jeg vidste præcis, hvad det gik ud på, kunne jeg måske bedre håndtere altid at være i bevægelse. Hvorfor vil jeg alle de her store ting? Hvorfor føler jeg mig så dum, når jeg snakker med ham, der er så intelligent? Det er muligt, jeg ikke kan måle mig med ham på visse punkter, men hvorfor behøver jeg det?

Jeg fatter ikke, hvorfor jeg vil vinde, og hvorfor jeg ikke kan være tilfreds med min indsats, med mindre jeg gør eller opnår noget, der er ud over det sædvanlige. Hvorfor kan "godt" ikke være godt nok? Føler mig drevet af uopnåelige ting i flere henseender, og jeg er inde i en lidt svær periode i forhold til min selvopfattelse. Jeg er røvtræt af at være så gennemsnitlig og jeg er røvtræt af at være røvtræt af det, for der burde vel ikke være noget galt i det. Jeg har aldrig nogensinde kigget på en ven eller veninde og tænkt for mig selv at vedkommende var gennemsnitlig. Det pisser mig lidt af, at jeg kan finde på at tænke sådan om mig selv. Til dels har jeg vel altid haft tendensen i og med at jeg f.eks. kunne blive enormt skuffet over mig selv, hvis jeg fik et 10-tal i noget, da jeg var yngre. 10 er godt, men der findes jo bedre...

Det er ikke kun mit intellekt og mine evner for forskellige ting, jeg har under skarp kritik. Det er det hele. Mit humør, min væremåde, min humor, mit udseende. Et ikke eksisterende kærlighedsliv. For første gang i årevis savner jeg en kæreste. Sådan rigtigt. Jeg har haft det rigtig fint med bare at være mig. Det har jeg ikke lige nu. Der har været et par stykker af interesse, mens jeg har boet i England. Tilsyneladende ingen gengældt interesse.

Inden jeg stresser mig selv til at skrive et afrundende afsnit til UG, tror jeg bare, jeg vil fortsætte den oprigtige stil og erkende, at jeg er for træt nu... Og samtidig love mig selv på forhånd at tilgive alt, hvad jeg har ladet stå uafsluttet, og lade alle forventninger om vise og konkluderende ord falde.

Godnat herfra.

Ting der har forvirret mig her til aften:

2009-02-18T22:24:00.005Z

- Girls Aloud vandt en Brit Award

- AAB vandt 3-0 over Deportivo La Coruna

- Taylor Hanson, James Iha, Bun E. Carlos og Adam Schlesinger. I et band. Sammen.

Og så var der den gyserfilm-agtige melodi, som jeg hørte to gange, da jeg lavede aftensmad. Jeg var alene i huset. Pænt creepy.

Er det nu?

2009-02-15T22:19:00.003Z

Selvom der har hersket skrivestop på bloggen - og i det hele taget - så har jeg alligevel formået at få formuleret lidt småting i løbet af det seneste halve år. Der er tale om relativt få passager, som lidt tilfældigt er grebet ud af en tankestrøm og fældet ned. Noget klart billede af et forløb giver de ikke, men jeg tror, jeg vil skrive dem ind på bloggen løbende. Her er noget af det første, jeg har fundet:

2/10 2008
Er det nu, jeg skal forestille at være havnet der, hvor de smukkeste eller mest dystre og indsigtsfulde betragtninger opnås?

Er det nu, jeg skal forestille at være i den tilstand, som åbner op for kreativitet og lader alle de vise ord nærmest skrive sig selv, når jeg sætter mig foran skærmen?

Alene, frustreret, usikker, udkørt.

Dem, der skriver det, andre læner sig op ad, identificerer sig med og dog kæmper med helt at forstå, har alle kæmpet. De har alle været derude, hvor tungen på vægtskålen bliver afgørende for, om de giver op, eller holder ud længe nok til at se heldet vende.

Har de ikke?

Hvor længe kræves det, at man befinder sig i en sådan tilstand, før det er i orden at blive utålmodig?
Er det nødvendigt at kæmpe i årevis - måske altid - eller er en måned acceptabelt?

Kan en kort periode legitimeres blot man får nok ud af den? Eller er det meningen, man skal fortsætte?

Det føles som om, frustrationerne har nået deres maks.

Og ja for helvede, jeg har masser af tanker konstant buldrende rundt i mit hoved. Endda sikkert en masse jeg (og måske andre) ville kunne få noget ud af at have på skrift.

Erfaringer, følelser, tanker.
Hele tiden fyldes mit hoved. Ofte tænker jeg på den der bog, jeg egentlig gerne vil skrive, eller at jeg hellere skulle få skrevet lidt på materialet, der skal skabe min fremtid... Men det er sgu da kun, fordi jeg blev træt af at lægge kabale, at jeg overhovedet skriver dette her! Det er som om, at bare det, at sætte sig ned og koncentrere sig om en ting ad gangen, er et utopisk scenarium.

I dag har jeg siddet på sofaen med min dyne over mig og set The L Word, mens jeg lagde kabale på min bærbare, og græd med jævne mellemrum, mens jeg skiftevis forsøgte at få overblik over min økonomiske situation, prøvede at klarlægge mine muligheder, mistede fodfæstet ved tanken om, at jeg er nødt til meget snart at finde hoved og hale i, hvor jeg kan ende og begynde, blev frustreret over at alting er så usikkert, og ikke mindst irriterede mig grueligt over en aktuel konflikt.

Er det nu?

Han

2009-02-10T22:02:00.005Z

Jeg havde mest lyst til at køre mine fingre gennem hans hår og fortælle ham, at han er lækker. Og bliver mere lækker hver gang, jeg ser ham...

Jeg begriber ikke, hvordan det kan være, at han har de her dage, hvor hans selvværd er helt i bund, selvom jeg har forståelse for, at alle kan have en dårlig dag. Så han sig selv gennem en hvilken som helst anden persons øjne end sine egne, tror jeg aldrig, han ville føle sig grim.

Det føltes forkert at høre ham sige det uden at svare, hvad jeg syntes. Uden at svare overhovedet, faktisk. Der var flere oplagte tidspunkter at sige det på, men jeg kunne ikke...

Det er ikke til at sige, om min tavshed grunder i, at der er for meget på spil, eller om den skyldes, at jeg retmæssigt vurderer, at sandheden vil være upassende at ytre taget miljøet og karakteren af vores bekendtskab i betragtning. Eller måske erkender jeg bare, at jeg er klar over, jeg ikke kan hele ham.

Hans nedtrykte udtryk fyldte rummet, bygningen, og gav genlyd langt inde i mit hjerte. Det var nok en overreaktion, men i det mindste en reaktion. Det virkede ikke som om, nogen andre mærkede ham...

Hans øjne kan få de fleste til at smelte, hvis de tager sig tiden til at se ordentligt i dem, tror jeg. Jeg kan i hvert fald stadig overvældes af deres dybde, når blot jeg visualiserer, de øjeblikke jeg har set ind i dem.

...

Den gode(?) gamle(!) blog

2009-02-02T21:41:00.005Z

Jeg har længe leget med tanken om at oprette en ny blog. Faktisk har jeg allerede registreret en, men bare aldrig brugt den. Egentlig ved jeg ikke, om jeg nogensinde kommer til det. Tanken var at skrive på engelsk om livet i London, og måske gøre det mere anonymt. Men jeg er kommet frem til, at jeg indtil videre helst vil skrive på dansk.

Det føles lidt underligt at skrive herinde efter en så lang pause. Lidt som at skrive et nyt kapitel i en bog, der allerede har sin slutning. Ikke fordi jeg føler, jeg ikke har mere på hjerte - langt fra! Og det er jo ikke fordi det sidste af indlæggene inden "pausen" er afrundende på nogen som helst måde. Men jeg er ikke helt den samme onsdagsguru, som jeg var engang (af mangel på bedre formulering;)

De ting, jeg sådan går og tumler med, de ord min hjerne støber sammen, og det, jeg ønsker at få ud af at skrive, er svært for mig at forene med at udgive på en adresse, der hedder onsdagsguru. Det er svært for mig at se bort fra den periode, der ikke er beskrevet. Den udvikling, der mangler, efterlader et hul, som i mit hoved vanskeligt lader fortid og nutid forene til en sammenhæng.

Samtidig ønsker jeg ikke at glemme, hvad jeg tidligere har valgt at bruge tid og tanker på. Hvor fjernt det så end måtte føles. Jeg er jo stadig mig, og hvad der ligger af indlæg i bloggen i forvejen, eller hvad adressen end måtte være, så burde ingen af delene påvirke fremtidige indlæg. Helheden kan man selvfølgelig godt være bekymret for, men jeg har en mistanke om, at problemet mere eksisterer i mit eget hoved end i bloggen som sådan.

Så nu giver jeg onsdagsguruen en chance.

Den første dag i februar

2009-02-01T19:57:00.000Z

De nyindkøbte appelsiner og blommer ligger urørte i den orange pose fra Sainsburys, som sammen med min taske er efterladt et tilfældigt sted på gulvet. Min guitar - gemt i sin taske - står lænet op ad den ene væg. Mørket uden for sørger for en tydelig genspejling af min fladskærm i vinduet. Mine forældre og deres ægtefælder smiler til mig fra billedrammerne i vindueskarmen, og Hanson demonstrerer deres evner udi synkroniseret rejehop ikke langt derfra. Bag ruden vælter sneen ned.

Bortset fra en seng og et skab er her ingen møbler, så jeg har udvalgt min røde kuffert til en midlertidig løsning som bord, fordi dens overflade kommer tættest på at være vandret (når den ligger på siden). Oven på den røde kuffert har jeg stillet fladskærmen, højtalere, musemåtte og mus. Ved siden af står min stationære computer og brummer lige lovligt højt. Bare lyden ikke generer de andre beboere. De skulle nødig gå og blive irriterede på mig allerede den første aften.

Væggene er vel nærmest en slags beige. Eller måske er de overhovedet ikke. Der findes farver, som går hen over hovedet på mig, og den her befinder sig et for mig udefinerbart sted i spektret. Den er for mørk til at være råhvid, men for lys til at være sandfarvet, og kan hverken rigtig kaldes gul eller nogen anden let genkendelig farve, så nu har jeg valgt at kalde den beige.

En nøgen pære hænger ned fra loftet og lyser skarpt værelset op. En gang må jeg få købt en lampeskærm... Mine dvd'er, cd'er og bøger er stablet i fire stakke af forskellige højder langs den ene væg. Stakken længst til venstre er den højeste. I den ligger en masse blandede dvd'er med det tilfælles, at de ikke er dansksprogede. I stakken ved siden af ligger alle de danske dvd'er. Den er mindre end halvt så høj som den første stak. Stand-up, Klovn (sæson 5), en TV2 julekalender fra 90'erne og en masse forskellige genrer af film, som jeg endnu ikke har set. Til højre for dem har jeg stablet mine cder, og længst til højre en god blanding af bøger - både danske, engelske og tyske.

Selv sidder jeg i skrædderstilling på min seng, som jeg endnu ikke har prøvet at sove i. Foran mig den bærbare computer og til venstre min mobiltelefon og min kalender, som ved et tilfælde er slået op på første side. Klokken er endnu ikke 20, men jeg føler mig udmattet nok til at gå i seng. Jeg har relativt få ting, så fysisk har flytningen været den letteste, jeg nogensinde har prøvet.

Mentalt var den ikke så let endda. Er ikke sikker på jeg er i stand til at flytte fra et sted til et andet uden at det sætter en hel masse i gang. Det er ligesom et naturligt tidspunkt at gøre status over den tid, der er gået mens man har boet et sted. Til trods for at jeg kun boede i Ilford i 5 måneder, er det næsten uoverskueligt for mig at gøre status. Der er sket så meget. På en måde er jeg ærgerlig over, jeg ikke har fået blogget i den tid, på den anden side føltes det mest rigtigt at lade være. Men jeg savner at skrive, og jeg tror faktisk, jeg vil prøve at få gang i bloggen igen. Jeg skal nok få gjort status, men det kommer til at tage noget tid.

Sommerplaner

2008-06-28T02:36:00.001+01:00

Set i bakspejlet fik jeg nok overgjort det lidt i mit seneste indlæg, hvor pointen fint var gået igennem med et enkelt eller to billeder. Til mit forsvar sad jeg og skulle have et par timer (eller 12) til at gå med et og andet... Det samme er tilfældet nu.

Når jeg kigger på månedsindeksene i min kalender, er der noget, der siger mig, at denne sommer kommer til at suse forbi. Det er allerede mere end 14 dage siden jeg blev 25 og over en uge siden jeg blev bachelor.

Roskilde festival starter for mit vedkommende søndag morgen (og varer til søndagen efter), og inden jeg senere i juli skal besøge min søster og hendes forlovede i Holland, er der et tandlægebesøg, der skal overstås (og betales for), et par gamle veninder, der skal drikkes kaffe med, et par vagter, der skal tages, en quiz, der skal quizzes, jobs, der skal søges, et lejemål, der skal opsiges, ting, der skal sorteres, smides ud, sælges, og pakkes ned.

Efter Holland får jeg travlt, men det må jeg samle energi til at overskue, når den tid kommer.

Jeg er rigtig, rigtig spændt på, hvad der kommer til at ske i London. Måske er det bare, fordi jeg føler mig presset/ stresset, men jeg synes også pludselig, jeg er lidt bange. Det kommer lidt bag på mig, da jeg jo har tænkt på og glædet mig til at kunne gøre det her i lang tid. Men måske er det meget naturligt. Jeg glæder mig i hvert fald samtidig. Det kan også være, at det at forlade kollegiet, er et større skridt, end jeg lige havde regnet med. Når jeg regner efter, har jeg boet otte steder i mit liv. Ud af de otte steder har jeg kun boet ét sted i længere tid, end jeg har boet på kollegiet.

Og så er der pludselig midt i det hele udsigt til en kæmpe tandlægeregning, som har ændret mit udgangspunkt fra at jeg følte mig relativt tryg økonomisk, og syntes, jeg havde penge til at flytte og måske sågar slappe lidt af de første par uger i London, og betale for et par aftenskolekurser derovre til pludselig at være "åh nej, bare jeg nu kan finde penge til at flytte, og bare jeg kan få noget arbejde med god løn i en fart. Ellers er jeg alvorligt på skideren". Det er fandme surt at have spinket og sparet som studerende for så at se sig nødsaget til at bruge pengene på en skide tandlægeregning... Men okay, det er muligvis surt, men der findes værre tænkelige ting i verden.

Efter min egen mening er jeg generelt ret god til at holde hovedet koldt og bevare overblik og gå-på mod, men jeg må ærligt indrømme, at der har været nogle dage inden for den seneste måned, hvor jeg ikke har været helt så optimistisk og overskudsagtig. Men jeg kæmper videre.

Mit håb er at kunne lægge alting lidt fra mig under festivalen, men hvor sandsynligt det er, at det sker, kan jeg ikke sætte tal på...

Mind mig lige om

2008-06-23T05:42:00.007+01:00

... hvorfor jeg flytter til England og ikke til Portugal.

Portugiser vs. englændere:

Okay, glem englænderne - han er argument nok i sig selv:

Det behøver ikke lige være ham dér, men jeg vil gerne have mig en portugiser. Jeg trænger til en portugiser...

Hun har sat sig på tværs i mit univers

2008-04-28T02:19:00.003+01:00

Det er som om Anne Linnet "genopdages" på en lidt overdrevet måde i popdanmark i øjeblikket. Man kan vel ikke engang bruge ordet genopdage, når der mest er tale om folk, som laver coverversioner af hendes sange (eller laver nogen selv, som er tydeligt inspireret af Linnet), og det dermed ikke direkte er hende selv som person, men derimod hendes sange, det drejer sig om. Det er ikke fordi, jeg har noget imod, at hendes musik fortolkes af andre. De skal da være velkomne til at gøre forsøget, men jeg håber, de selv er klar over, de aldrig kan nå hende til sokkeholderne, når det kommer til tekster, hun ikke alene har skrevet, men også selv tidligere har indspillet. Anne Linnet har en ægthed, en "passion" og en unik evne til at synge med hjertet, som andre bare ikke kan opnå på samme niveau med hendes tekster. Har man derfor en gang hørt Anne Linnet synge en sang, kan man være forbandet sikker på, at det ikke bliver større. Det er i hvert fald min mening.

Til trods for at Natasjas plade var en af mine favoritudgivelser sidste år, synes jeg, hun skød forbi med sit Linnet-cover (som eneste sang på albummet). Både for så vidt angår X-Factor deltagere, og de sangerinder, som optrådte sammen med Anne Linnet på Rådhuspladsen, er der ingen tvivl om, de fyrede den af og gjorde hvad de kunne. Sangene kan stadig være gode, selvom de synges af andre, men den samme betydning får de bare ikke helt. Når Linnet synger, kan jeg mærke det helt ind til benet. Hun er så ligetil og samtidig så dyb. Det er svært ikke at være imponeret over, hvordan det kan lade sig gøre at få de to ting til at smelte sammen.

Som mange andre i dette land har jeg et nært forhold til Anne Linnets musik. Jeg må reelt have lyttet til det, selv inden jeg blev født. Jeg husker tydeligt de vinylplader, vi havde med hende, da jeg var lille. Sammen med The Beatles og Leonard Cohen er Anne Linnet det første musik, jeg tydeligt kan huske at have hørt. Selv da jeg var 4-5 år kan jeg huske, jeg sad/ lå og lyttede til hende. Sådan rigtig lyttede uden at lave noget andet (ja, min mor syntes også, jeg var et mærkeligt barn). Det giver sig selv, at jeg dengang ikke forstod, hvad det var, hun mente, med det hun sang, men børn kan sagtens mærke når noget er ærligt og oprigtigt og musikalsk. Efterhånden som man bliver ældre, kan man finde og forstå flere og flere lag i musikken og teksterne.

Jeg kan nævne mange klassikere, jeg holder af og som betyder noget specielt for mig. Nogle af de mere - efter min mening - oversete sange, tillader jeg mig lige at citere lidt fra nedenfor. De er begge to fra albummet "Det' Så Dansk", og jeg synes, de er glimrende eksempler på, hvor meget hun formår at sige med simple, korte sætninger.

SKRIGER TIL HIMLEN
Hør hvad jeg siger, når jeg ikke siger et ord
Når jeg er stum og genert, når det, jeg fremstammer, lyder forkert
Lyt til mit hjerte - det kalder, som er det et barn
Nogen skulle holde om og tage op på sin arm
Det skriger til himlen, at jeg ikke har ord for min længsel efter dig
Det skriger til himlen
Hør hvad jeg siger, når jeg ikke siger et ord
Når du kan se hvad jeg vil, hvad skal vi så bruge ordene til?
Hør hvad jeg siger, når jeg ikke siger et ord
Når mine øjne siger alt, alt det ordene skulle have fortalt
Det skriger til himlen, at jeg ikke har ord for min længsel efter dig
Det skriger til himlen

SÅN EN HELT ALMIND'LIG DAG
Jeg har ingen tung bagage, jeg ikke selv kan bære
Du kan roligt komme og tage min hånd
Jeg har ingen drømme om at være, hvor jeg ikke er
Du kan roligt komme og tage min hånd
Du skal ikke leve op til billeder, jeg kigger på
Jeg vil meget hellere kigge på dig
Sådan en helt almindelig dag, helt stille og roligt, bare gå rundt og lave ingenting
Snakke lidt og sådan, sådan en helt almindelig dag, helt stille og roligt
Bare gå rundt og lave ingenting
Jeg har ikke nogen gæld til nogen andre end mig selv
Du kan roligt komme og tage min hånd
Jeg har ikke brug for nogen, der bare spejler mig ihjel
Du kan roligt komme og tage min hånd
Du skal ikke leve op til en utopisk fantasi
Det er min hverdag, jeg vil se dig i
Jeg har ikke nogen spørgsmål, der skal have et hurtigt svar
Du kan roligt komme og tage min hånd

Hun er 30 år ældre, end jeg er og også ældre end mine forældre. Jeg synes, hun er ufatteligt sej, skøn og dejlig. Det imponerer mig, når nogen deler så meget af sig selv og sine tanker med alle, som gider lytte. Det har jeg umådeligt meget respekt for.

Hatten af for Anne Linnet!

Overskrift set i dag:

2008-04-25T15:46:00.000+01:00

"Hun ved alt om bregner"

...

Ville I købe det blad?

Gyngen i midten

2008-04-24T20:33:00.004+01:00

Der var tre gynger. I hvert fald det mest af tiden. Sommetider var en af dem i stykker, men som regel var der tre. Det var gyngen i midten, som var min foretrukne. Jeg har egentlig aldrig rigtig tænkt over det, men pludselig har det slået mig, at sådan var det lige så længe, som jeg kan huske tilbage. Det var en dækgynge. Bildækstørrelse med præcis den rette stivhed. Kæderne, som gyngen hang i, var dækket af hvad jeg altid syntes lignede gul haveslange. Til at starte med så gyngen til den ene side også sådan ud. Det var indtil det gule gik så meget i stykker at det måtte erstattes. Så i stedet blev den beklædt med noget gennemsigtigt, som havde form efter kæderne. Alle de beskidte børnehænder fik dog hurtigt gjort kål på gennemsigtigheden.

Den foretrukne gynge var på ”den store legeplads”. På ”den lille legeplads” var der også gynger, og der var det også gyngen i midten, som var min foretrukne, men den lille legeplads var ikke helt så spændende. Den lå i midten af vænget, omgivet af huse, som skærmede legepladsen af fra resten af verden. Det var der, man gik hen, hvis man legede med mindre børn, som ikke måtte forlade vænget, eller sommetider hvis der var nogen på den store legeplads, man ikke gad være sammen med.

Der var nok ca. lige langt fra vores hus til begge pladser. Den store legeplads havde skov til den ene side og cykelstier til resten. Man havde bedre mulighed for at observere folk, der kom forbi på stierne og udvide sin verden bare en lillesmule end fra den lille legeplads. Men fra den midterste gynge på den store legeplads kunne jeg alligevel se vores hus, hvis jeg så lige frem. Min far behøvede bare at træde ud på vejen og pifte som tegn, hvis jeg skulle komme hjem til aftensmad.

Nogengange sad jeg (eller vi) på gyngerne og sang. Vi sprang også fra gyngerne, når de var i fart, hoppede så langt vi kunne og landede blødt i græsset. Det var lykken at gynge i solskinsvejr på en sommerdag, mærke solen mod huden og luften køle som man susede gennem den. Hvis man lagde hovedet tilbage, når gyngen var på vej bagud, lignede det, man blev kastet ind i skovens store, grønne kroner. Lige indtil det øjeblik hvor man røg den anden vej igen.

Når det havde regnet, var det med teknisk at gynge, så man undgik den pøl af vand, som havde dannet sig under gyngen (og desuden huske at tippe gyngen et par gange, så det vand, der havde samlet sig inden i dækket, røg ud).
Sommetider holdt jeg selve gyngen i ro, men sad og legede med de gule stykker haveslange, løftede dem, eller bevægede dem op og ned af kæderne. Hvis man slap dem højt oppefra kunne man være heldig at få et ”boink” ud af det, når de ramte bunden igen.

Af de folk, som kom forbi på stierne, begyndte man at genkende nogen af dem, og nogen gav vi navne. Det var de faste hundeluftere, og dem, som enten bevægede sig mærkeligt eller så anderledes ud, som man hurtigst lærte at genkende. ”Ham med kloen” var den uhyggeligste. Jeg ved ikke, hvem den første var, som opdagede, at han havde en klo i stedet for den ene hånd, for han gik som regel med en sort handske på den hånd. Jeg mener (uden at kunne give et konkret eksempel), at der gik nogle uhyggelige historier om ham blandt børnene (sikkert noget om at han gjorde børn og kæledyr fortræd), men sandfærdige var de næppe. Jeg er ret sikker på, jeg selv så hans klo engang, men jeg er kun 98% sikker. Med tiden er mange minder blevet uklare, og jeg kan ikke udelukke, at det har været alle historierne, som har resulteret i noget indbildning af en art… Men jeg er nu ret sikker på, jeg har set den.

Cykelstierne var oplyste af lygtepæle, men det var legepladsen ikke. Nogen af de andre børn var ikke glade for at være på legepladsen, når det var mørkt. Jeg elskede at være der, når mørket faldt på. Jeg følte mig på en måde beskyttet af det, følte jeg kunne gemme mig i det. Det var så fredeligt for mig. Jeg kunne føle mig som en superhelt, når jeg var omgivet af mørket. Nogen gange hvis jeg var ked af det, kunne jeg finde på at sætte mig på gyngen i mørket og græde. Jeg kunne bedst bearbejde ting alene og elskede at mørket kunne skjule mig og mine tårer. Men mørket bragte også andre ting, jeg nød. Jeg sad også sommetider på gyngen og kiggede på stjerner og filosoferede.

Som teenager kunne jeg bruge mange timer på gyngerne sammen med veninder. Fjolle, tale om alt mellem himmel og jord, grine af små børn, der lavede underlige ting, eller kigge på drenge, som spillede fodbold. Det var også hyggeligt at mødes med drenge, som havde interesse, ved gyngerne, og kaste sig ud i noget, der mindede om forsøg på at flirte.

Allerede dengang voksede verden langsomt fra den lille legeplads til den store, og videre ud. Først meter for meter, senere kilometer for kilometer, og tog fart med flytningen fra barndomshjemmet, og tog endnu mere til med flytningen fra Odense. ”Verden” er vokset eksplosivt siden. Jeg elsker at rejse, elsker nye oplevelser, indtryk og eventyr. Men pludselig (uden at have tænkt på stedet i årevis) kom jeg i tanker om (og til lidt at længes tilbage til) gyngen i midten med de gule haveslangehåndtag, hvorfra jeg kunne se hjem.

25 lige om lidt

2008-04-16T02:24:00.003+01:00

Ikke fordi jeg regner med, nogen er i tvivl, men bare lige for at konstatere det, så er det evigheder siden, jeg sidst har blogget. Jeg ved ikke helt hvorfor, eftersom jeg stadig har lysten til det. Der er sikkert mange kumulerende årsager til min passivitet, men jeg kan ikke helt overskue at regne dem ud.

Jeg "skriver BA" i øjeblikket. Citationstegnene er der, fordi jeg ikke har skrevet et ord af opgaven endnu, selvom jeg har haft 2 uger indtil videre. Der er 3 mere til den skal afleveres. Desværre har jeg lige så svært ved at få lavet en konkret problemformulering, som jeg har ved at få lagt en konkret plan for tiden efter BA'en er overstået.

Om to måneder er jeg BA.jur. og fyldt 25.

En af mine gode legekammerater fra barndommen blev mor for 5 måneder siden. Hun er også både gift og færdiguddannet. Og hun er en uge ældre, end jeg er.
En, jeg gik i folkeskoleklasse med, er gravid. Hun er en måned yngre, end jeg er.
Forleden fik jeg at vide, at min nok bedste legekammerat indtil 4. klasse, nu er gift og har en søn på 4-5 år. Hun er 4 måneder yngre, end jeg er.

Det er egentlig ikke fordi, mine barndomsveninders liv får mig til at ønske, jeg havde, hvad de har. Det er ikke fordi, jeg tænker, at deres valg og deres situationer, ville være svaret for mig lige nu. En hverdag i forstæderne med mand, børn og fast job er (sagt med al respekt for dem for hvem, det er drømmen) faktisk på en måde et mareridtssenarium. Og så snart jeg skriver det, får jeg det helt dårligt med at have den holdning. På en måde misunder jeg "dem" alligevel. Mest det med at have en familie. Altså, jeg har jo en familie, men jeg har ikke levet i far-mor-børn-modellen siden jeg var 13, og jeg blev revet ud af den længe inden, jeg var klar til at forlade den.

Egentlig har jeg følt mig alene siden dengang familien smuldrede, og jeg kan nemt savne familielivets ramme og føle en lyst til at få mand og børn og leve i en familie igen. Men fundamentet for en familie, synes jeg, bør bestå af større og vigtigere ting end ens egen (selviske?) trang til at leve i en familie. Det er åbenbart, at jeg har nået en alder, hvor det med børn er et aktuelt emne for mange jævnaldrende. At skabe et nyt liv sammen med en, man elsker, at give den største gave (livet) til en, og se vedkommende vokse op... Jeg kan ikke forestille mig noget større... HVIS det rigtige fundament og de rigtige omstændigheder er til stede. Hvad der så konkret er "rigtigt" tror jeg egentlig, der findes mange svar på, men min situation lige nu, er nok ikke et af dem.

Min største kærlighed lever i et fast forhold med en anden.
En fyr, jeg blev ret forelsket i for nogle år siden, har en baby på vej med sin kæreste, som han bor sammen med.
En, som jeg var rigtig vild med, men som jeg nok var lidt for desperat efter at få fat i, og som jeg var sammen med, men på en desværre ubetydningsfuld måde, bor nu sammen med sin kæreste, som han mødte samtidig med mig. De har en hund sammen.
En, som jeg måske gav for let slip på, er også "optaget".
Jeg kan ikke huske navnet på den seneste, jeg har sammen med, fordi jeg var så fuld, da det skete.

Det er ikke fedt.

Venner. Jeg har faktisk ret mange omkring mig, jeg betragter som venner. Engang har jeg nok haft en idé om, at det ikke var muligt at have så mange venner, som kunne betyde så meget. Har nok lidt haft en forestilling om, at man kunne have enten få rigtig gode venner, eller mange mere overfladiske bekendtskaber. Nu vil jeg ikke gå ind i en længere analyse i forsøget på at definere, hvad en ven er i min bog, men faktum er, at jeg har rigtig mange mennesker i mit liv, som jeg betragter som mere end bekendte. Når det så er sagt, så er det også lidt pudsigt med venner.
De bytter plads, som den, man ser mest. De får kærester, de har deres eget liv og deres egne planer og drømme. Ens venner er der ligesom bare, men er ikke inkluderet i ens fremtidsplanlægning på samme måde som en kæreste er det. Vennerne rejser væk, nogen kommer tilbage, nogen får kærester, bliver gift, får børn. Nogen bliver berømte, nogen flytter, nogen svigter, nogen bliver karrieremennesker. Osv.

Jeg har ingen kæreste og jeg har ikke haft det i lang tid. Jeg leder heller ikke efter en, men at have fremtidsplaner/drømme med nogen andre end mig selv, kan jeg godt savne. Og at have en at vide, det mere er reglen end undtagelsen at man laver mad sammen med, køber ind, sover, og har en hverdag sammen med. Der har været flere perioder, hvor en ven eller veninde har udfyldt den rolle, og hvor vi stort set har levet sammen. Men med venner er det bare kun for perioder. Og det kan virke som en ond kontrast, når perioden ikke længere er og ikke kommer igen. Venskabet er i princippet det samme og så alligevel aldrig helt på "den måde" igen.

I mine 4 år på kollegie har jeg oplevet, at mange mennesker har skullet lukkes ind og ud af mit liv og min hverdag. Jeg har skullet tage stilling til og forholde mig til mange mennesker, og om man vil det eller ej, så kræver det altså bare noget ekstra hver gang, der skal åbnes op for en ny. Det er trættende i længden. I over et halvt år har jeg været den på gangen, som har boet der i længst tid. Der har flere gange været perioder, hvor jeg har tænkt, at nu kunne jeg ikke bo der mere. Op- og nedturene på kollegiet har uden tvivl en del at gøre med de andre, som bor der, og det er af betydning, om det er mennesker, man føler, man "har noget" sammen med, er tryg ved og kan stole på. Det er for langt de flestes vedkommende ikke tilfældet i øjeblikket. Selvom det er sådan i øjeblikket, er jeg samtidig i en situation, hvor jeg føler, der er et stærkere bånd mellem mig og en af de andre beboere, end jeg har følt med nogen andre i mine 4 år på kollegiet.

Da jeg flyttede ind, var jeg lige fyldt 21. Jeg skulle starte nyt studie, jeg boede for første gang så tæt på København centrum, jeg mødte nye mennesker både på studiet, på kollegiet og på nabokollegiet. Det var fantastisk at feste med de her nye mennesker, knytte bånd, grine, drikke og kysse en hel masse.

Jeg er ikke 21 længere, og når jeg ser den store indrammede kollage af billeder fra forskellige fester i fælleskøkkenet, føler jeg, det hører bedre hjemme i en dagbog end på væggen i "mit" køkken. Det vidner ganske vist om en skøn tid, men det er fortid, og ingen af de andre fra dengang bor her længere. Jeg har ikke noget særligt behov for at gå og kigge på, hvordan jeg drak mig fuld og kyssede til højre og venstre, da jeg var 21-22, og jeg har heller ingen trang til, at andre skal kunne gå og kigge på det.

Jeg er 25 lige om lidt. Hvor det er let at se tilbage og konstatere, hvor jeg ikke længere er i mit liv, eller se frem og konstatere, hvor jeg endnu ikke er nået til, er det noget sværere at konstatere, hvor jeg er netop nu.

Valg, valg, valg, valg, valg.

Det roder i mit hoved.

I øjeblikket (og faktisk gennem længere tid) kontempleres det at flytte til London, men på en måde føler jeg mig også sindssygt barnlig, umoden og uansvarlig i de fravalg en sådan flytning vil inkludere. Jeg melder mig ikke ind på kandidatuddannelsen. Hvad fanden laver jeg?! Så gider jeg ikke lige være cand.jur?!

Men der er jo bare noget andet, som trækker mere... Noget, jeg ikke vil sidde om 30 år og ærgre mig over ikke at have prøvet af. Om det så lykkes eller ej, er egentlig ikke det vigtige i den her sammenhæng.

En, jeg respekterer umådeligt meget, og som er, hvad man kan kalde voksen, moden og fornuftig, sagde forleden i en samtale, jeg havde med ham om noget andet, at man jo ikke kan få det hele. Se, det tror jeg faktisk godt, at man kan. Det kommer bare ikke af sig selv. Man skal sgu gøre noget for det, hvis man vil have det hele.
Men selvfølgelig er jeg bange for at tage fejl.

Jeg har meninger og håb, men jeg har ikke svarene.

Spar 2

2008-01-26T02:39:00.000Z

Det er næsten en uge siden, jeg kom hjem fra London. Hver aften siden hjemkomsten har jeg tænkt, at nu skulle det være. Nu skulle der skrives et nyt indlæg. Ikke bare et kort, fjollet et, men et ordentligt indlæg. Der er imidlertid sket det, at jeg har udviklet lidt af en last, som har stjålet en masse tid... Eller måske er det ikke så meget en last, som det er en lidt forstyrrende adfærd, jeg gentagne gange har udvist, når jeg satte mig for at lave noget andet. Det er ikke svært at gennemskue, at det direkte kan overføres på, at der er utallige ting, der mangler at falde på plads, førend jeg kan danne mig et billede af, hvordan mit "karriereskift" og boligsituation, skal gribes an. Fordi jeg ikke pt har mulighed for at få mit liv efter Bachelorgraden til at gå op, kan jeg spilde timer på at få andre (helt ligegyldige ting) til at gøre det. Kabaler f.eks. Rimelig pointless.

London var FEDT! Med det lille "men", at jeg havde ondt i ryggen efter et formodet uheldigt løft under P3 Guld. Vi havde nogle gode snakke, Arne DJ og jeg. Vi fik ikke skrevet alverden, men det, vi skrev, blev gooooodt:)

P3 Guld kan jeg også hurtigt lige runde. Showet så jeg ikke live, men på en skærm ude bagved. Til gengæld var jeg til generalprøven og blev meget rørt over åbningsnummeret, hvor Isam B, Ataf og Miss Mukuba sang et Natasja-cover. Ikke mindst imponerende leveret af sidstnævnte.

Har nogen af Jer nogensinde stået i samtale med to fra Tjenesten og tænkt "jeg er den underlige i det her selskab"? Det har jeg...

Jeg er i gang med at forsøge at lære nye metoder til at huske ting bedre. Jeg har i forvejen, hvad nogen vil betegne som klæbehjerne, men kun mht. nogle ting og jeg vælger ikke selv hvilke. Ikke vildt brugbart at have det sådan. Det vil kræve omstilling, men jeg håber, det lykkes at få inkorporeret nogle af disse "nye" tankemønstre, for umiddelbart har resultaterne af de forsøg, jeg har gennemgået, været ret lovende. Der var bl.a. et eksempel, som gik ud på at huske 20 tilfældige ord og deres eksakte rækkefølge efter kun at have læst rækken én gang. Jeg læste eksemplet i mandags og kan stadig huske alle 20 ord, og liste dem både forfra og bagfra (forfra: telefon, pølse, abe, knap, bog, kål, glas, mus, mave, pap, færge, jul, atlet, nøgle, wigwam, baby, kiwi, seng, pensel, valnød). Så er det bare lige det der med at vænne sig til at overføre et instrueret eksempel til hverdagens måde at tænke på. Ikke så let igen. Et andet eksempel, jeg har tænkt mig at bruge som øvelse er at bruge spillekort. Gå kortene igennem for derpå at huske hvilken rækkefølge de ligger i efter bare en enkelt gennemgang. Tænk hvis det kunne lykkes at overføre metoderne til min eksamenslæsning i foråret(!) Nå ja, forresten vil jeg da lige nævne, at det er Derren Brown, jeg læser (jeps, ham med Mind Control og Trick Of The Mind). Han er ret fantastisk efter min mening. Også ret underlig, men det er interessante mennesker som regel.

Citat fra gemmerne

2008-01-24T17:21:00.000Z

Og med gemmerne mener jeg de mange filer, jeg har liggende på denne computer, som jeg pludselig fik den idé at gennemlede for at finde skelettet af en genial idé, jeg en gang fik (ifølge mig selv, naturligvis). Desværre fandt jeg ikke, hvad jeg søgte, men jeg fandt et dokument kun indeholdende nedenstående.

"Hvordan brandhæmmer man en pude, hvis man selv er bange for nazister?"
"Nazister?!?"
"Nej, jeg ved det ikke. Ikke nazister. Jeg gik i panik."

Jeg håber idéen ligger gemt et sted på min bærbare så...

Travlhed

2008-01-10T22:25:00.000Z

Min december var hektisk - sikkert grænsende til det usunde. Januar har indtil videre været travl i en grad, der mere har været til at overskue. Dog har jeg været for udkørt til at få gang i bloggen.

Lørdag tager jeg til London for at holde skriveuge med min onsdagsguru. Jeg glæder mig rigtig, rigtig meget. Men jeg har stadig noget arbejde, der skal gøres (P3Guld), et show, der skal ses, og en efterfest, der skal deltages i, før jeg når så langt.

Det ser ud til, 2008 bliver et begivenhedsrigt år for mig, hvilket på en gang er en spændende og en lidt skræmmende tanke. Om alt går vel skal jeg i slutningen af måneden mødes med nogle dygtige mennesker og tale lidt om et musikprojekt. Om et par måneder bliver jeg forhåbentlig redaktør på det blad, jeg pt. arbejder som journalist for. Til sommer ligger der en 25 års fødselsdag og venter på mig, og ca. samtidig vil jeg kunne kalde mig BA.jur. Dette betyder, at der skal skrives Bachelor i løbet af foråret. Oven i det arbejdes der naturligvis videre på projektet, der skrives på i London.

Til efteråret bliver det halløj sendt, som jeg i december var med til optagelserne af. Det forventes, jeg flytter fra kollegiet i løbet af året. Sandsynligvis i lejlighed i København med en veninde eller to... Eller tre... Eller?!

Min storesøster skal i øvrigt giftes til sommer og så kan det jo være man snart kan føje "moster" til listen over ting, man kan kalde mig. Dét ville være det største, dette år kunne bringe mig.

Og så er der en enkelt lille ting mere, jeg har sat mig for i 2008: Jeg skal lære at spille mundharmonika! Jeg har allerede anskaffet mig en, så nu er det bare om at finde lidt fritid til at komme i gang.

Hørt på jobbet i dag:

"Det er så fedt - Burhan skinner altid"

S: "Skal jeg ringe og høre, om de kan komme og lave noget i takt?"
A: "Jaeh altså, koordineret..."

"De hurtige kan få et stykke brød og en perlehøne"

"Det føles egentlig mærkeligt at have så mange perlehøns på sig"

Godt nytår til alle

2007-12-31T00:22:00.000Z

Det har været en meget hektisk december for mig med læsning, eksaminer, arbejde, optagelser, og så selvfølgelig jul og dertilhørende familiebesøg, julefrokoster/ -fester, og gaveindkøb.

Håber på at få mere tid til bloggen i den kommende tid.

Overskrift

2007-11-20T15:56:00.000Z

I relation til mine to seneste indlæg, er jeg lige nødt til at indskyde en undren over, hvad det er for ting, der skaber overskrifter. Hvis man absolut skal interessere sig for, hvad kendte mennesker render og laver, hvorfor så ikke lade det være de ting, som rent faktisk gør en forskel? Man skal da lede længe for at finde noget, som er mere uvæsentligt for verden end Britneys blottede filet og Paris' boblebad.

Ingen ord

2007-11-20T15:35:00.000Z

Bare et enkelt link og to billeder:

Det er så pisse ligegyldigt

2007-11-19T16:56:00.000Z

På TV2s hjemmesides forside kan man lige pt se overskriften "Paris Hilton nøgen i badet igen".

*lader den lige hænge 5 sekunder, mens jeg tager en dyb indånding*

Ej nej, nej, så er hun faldet i igen? Nu står verden da ikke længere. Som repræsentant for dem, som altid bader påklædt, kan jeg kun sige, jeg er rystet.

HOLD NU OP!

Lugter det ulovligt?

2007-11-19T04:11:00.000Z

Eller lugter det mest af en, som føler sig truffet?

Altså, jeg kan forstå kravet om studieaktivitet for at få værelse på et kollegie, men jeg synes, det virker helt vanvittigt, hvis det er lovligt, når et kollegie opstiller krav om, at man skal have et bestemt karaktergennemsnit for at få lov til at søge om et værelse. Kan man så også lovligt tildele værelser til dem, som kan jonglere i længst tid, dem, som har flest a'er i deres efternavn, eller dem, hvis mødre lå med veer i længst tid før fødslen?

Who's that guy?

2007-11-19T00:57:00.000Z

Forleden sad jeg og så fjernsyn sammen med en amerikaner. Under en reklame, hvor Master Fatman medvirker, spurgte amerikaneren, hvem han var... Og jeg var kraftigt i tvivl om, hvad jeg skulle svare. Jeg kunne simpelthen ikke forklare hende, hvorfor den mand er kendt.

Jeg forbinder ham med en meget dyb bas, men aner ikke i hvilken sammenhæng, jeg har hørt ham synge. Jeg forbinder ham med noget karma/guru halløj, men jeg ved ikke, hvor det stammer fra.

Han er en, som lissom bare er. Og han har jo været kendt længe. Som jeg sad der og prøvede at finde på noget at fortælle amerikaneren, blev jeg enig med mig selv om, at han "lissom bare har været" i minimum 15 år. Og det er altså ret lang tid at leve på et image. For hvad har han egentlig udrettet? På et Laus Høybye album fra begyndelsen af 90'erne, er der en sang, som slutter med linien "hvis jeg var Master Fatman, så spiste jeg noget andet".

Så det eneste konkrete, jeg havde at hænge mit kendskab til Master Fatman op på, og skabe lidt perspektiv sådan tidsmæssigt, var altså en Krummesang. Jeg kunne også komme på et enkelt TV show, han var vært på for ikke så lang tid siden, men det forklarer jo ikke meget... Og hvorfra ved jeg, han hedder Morten i virkeligheden? Der er pludselig mange spørgsmål, der melder sig... Dybt uinteressante spørgsmål, men dog spørgsmål.

Jurablokering

2007-10-30T23:13:00.000Z

Det kan vel bedst beskrives som en mæthed. Lidt som om, jeg har lært den mængde jura, det er muligt for mig at lære, og at der kun ganske langsomt skabes plads til nyt. Det er lidt et problem, når man står over for at skulle begynde på eksamenslæsning i morgen, og reelt gerne (ved siden af jobs og skole) skulle nå et pænt stykke over de 50 sider om dagen indtil 19. december. Jeg er spændt på at skulle i gang. Det skal kunne lade sig gøre, jeg ved bare ikke helt, hvordan jeg skal gribe det an. I dag har jeg siddet med det, vi skal gennemgå i undervisningen i morgen, og jeg bliver ved med at miste fokus. Jeg føler mig ikke decideret ukoncentreret, men jeg kan simpelthen ikke modarbejde min hjernes flugt over i andre emner. Konstant får jeg idéer til alt muligt mærkeligt (artikler m.m.), som intet som helst har at gøre med det, jeg sidder og læser. Idéerne rammer som lyn fra en klar himmel, og jeg undrer mig sindssygt meget over, hvordan visse emner kan opstå så pludseligt, mens jeg sidder og læser om noget helt, helt andet.

Men netop når man har den følelse af, at ens hjerne konstant hiver en i en anden retning, vil man også bare gerne have overstået fagene og slippe for at skulle bruge tid på dem igen. Jeg mangler kun de to fag, jeg skal op i til december, og der er ikke noget jeg i princippet hellere vil end at lægge kræfter i eksamenslæsningen, så fagene kan komme ud af verden, og jeg endelig kan give min hjerne frie tøjler. Min hjerne vil desværre skide på, hvad jeg i princippet helst vil.

Det kommer virkelig, virkelig til at koste kræfter at få de to sidste eksaminer i hus. Det tager næsten pusten fra mig at tænke på.

Nå, tilbage til læsningen... Trængte bare lige til at "lufte ud".

Kollegiebar

2007-10-30T02:58:00.000Z

Jeg var egentlig kommet herind for at skrive et indlæg med titlen "Hvis jeg boede i lejlighed..." og det var tanken, det skulle handle om, hvordan jeg ville være fri for de der blikke og kommentarer dagen derpå, som forekommer med en vis hyppighed, når man drikker sig fuld og bor på kollegie. Det er længe siden, jeg sidst har brugt ordet hyppighed. I folkeskolen oplevede jeg en lave talefejlen "relativ hippiehed" i stedet for "relativ hyppighed". Det kunne jeg godt lide og tænker stadig på det hver gang jeg hører eller bruger ordet. Anyway, forrige søndag, da jeg hen på eftermiddagen krøb ud ad min seng og videre ud ad mit kollegieværelse for at gå i køkkenet, blev der, det sekund jeg trådte ud på gangen, råbt efter mig angående lørdagens brandert, og den blev kommenteret ivrigt resten af dagen. Jeg oplever ikke så sjældent at gå på kollegiets bar og føle alles øjne hvile tøvende på mig et øjeblik inden de fortsætter, hvor de slap, da jeg trådte ind ad døren.

Måske er det bare en følelse. Noget jeg bilder mig ind. Måske er det rigtigt nok.

Jeg har boet på kollegiet i næsten 3,5 år, og typisk er det på kollegiebaren jeg ender i mine allerværste branderter. Det virker åbenbart altid som en god idé at tage derhen, når jeg er virkelig blæst... Og i virkeligheden er det vel reelt det værste sted, jeg kan tage hen. Sandsynligheden for der at optræde pinligt over for folk, jeg kender, eller kommer til senere at have noget at gøre med, er betydeligt højere end noget andet sted i verden.

I min fuldskab har jeg engang på baren udgivet mig for at være brite. På daværende tidspunkt havde jeg vel boet der i 3 år, og der var minimum en håndfuld mennesker til stede, der vidste, jeg var fuld af lort. En af dem, der hoppede i med begge ben, ville skæbnen, at jeg fik til opgave at interviewe nogle måneder senere, hvor jeg pludselig hed noget andet og snakkede flydende dansk. Ups.

Lidt samme udfald fik episoden, hvor jeg bare gik op og kyssede en fyr uden at introducere mig, eller tale med ham. Bagefter skiltes vi og hver gang, vi stødte på hinanden den nat, snavede vi bare og gik derefter fra hinanden. For et par måneder siden fandt jeg pludselig mig selv på hans og kærestens værelse til et interview. En anelse pinligt.

En af mine helt friske dumheder er, at jeg er kommet til at fortælle en fyr, hvad jeg har lavet med hans kæreste engang i en brandert (også på kollegiebaren). Hændelsen lå godt nok tilbage i tiden før de blev kærester, men han så IKKE glad ud.

Det er kun et lille udpluk af, hvad jeg har foretaget mig på den bar.

Min idé med indlægget var, at jeg ville lave en liste over ting, jeg glæder mig til at slippe for, når jeg engang forlader kollegiet, men det blev en tand for "græsset er altid grønnere..."-agtigt.

En flytning til anden boligform har stadig lange udsigter. Jeg må lære at dreje af, før jeg når baren, når min tilstand taler imod at gå derned.

Det er svært at være 11 år...

2007-10-22T16:58:00.000+01:00

men ikke nær så svært som at være det hele livet i offentlighedens bevidsthed...

Denne mand har fødselsdag i dag. Han fylder 22. Det seneste års tid har han udover sit "normale arbejde" lagt en masse kræfter i at skabe opmærksomhed omkring HIV. Bl.a. har han været med til at skrive og indspille en sang, som sælges på iTunes, hvorfra alle indtægter går til HIVforskning. Det samme gælder indtægterne fra salget af en t-shirt, han har været med til at lave. Han har været i Sydafrika, samt arrangeret og deltaget i "1 mile walks" rundt omkring i USA i samarbejde med TOMS shoes, som donerer et par sko til velgørenhed, hver gang nogen køber et par sko hos dem.

Han er kunstner. Han er klog, veltalende, sympatisk, karismatisk og ikke mindst en meget, meget flink, sød og nede på jorden fyr. Og så har han humor. Han gør utrolig meget for at hjælpe andre og han gør en masse mennesker glade hver eneste dag. Han har sunget hele sit liv og spillet musik siden han var 6. Han spiller trommer, klaver, guitar, mundharmonika, samt diverse rytmeinstrumenter, og han skriver også en masse musik.

Selvom han i dag er 22, vil mange ikke acceptere ham som værende nået længere i sit liv, end da han var 11. Forstil dig, hvordan det måtte være, hvis du, stort set alle steder du tog hen, stort set alle mennesker, du mødte, og stort set alle situationer, du befandt dig i, blev bedømt ud fra, hvad du lavede, da du var 11! Tænk hvordan det måtte være, hvis folk uden nogen som helst viden om, hvad du har bedrevet, siden du var 11 og kun med minimalt kendskab til, hvad du lavede dengang (sandsynligvis endda kun bygget på deres egen forestilling uden at kende dig), blokerede fuldstændig for muligheden for, du kunne have talent eller potentiale, eller overhovedet er et menneske, det er værd at give en chance. Uanset hvor stort dit talent er, vil du med en vis sandsynlighed aldrig nogensinde blive taget alvorligt, fordi ingen vil give dig lov til eller acceptere dig som værende talentfuld. Det er alment accepteret, at man skal være flov over at kunne lide dig eller din kunst.

Jeg ville aldrig tvinge nogen til at åbne op og give ham en chance, men jeg er uforstående overfor, hvorfor man vælger at lade være. Jeg kan sagtens respektere, acceptere og forstå, at hans musik ikke vil falde i alles smag, men jeg er træt af at folk uden nogen form for indsigt, viden, eller overhovedet noget som helst, der lugter af substans, mener, de i en diskussion med rette kan stå fast på at "hade ham" og synes, at han ingenting kan… Fordi han hedder Hanson til efternavn.

Fødselaren:

Brormand 1:

Brormand 2:

De er bevidste om deres situation, men de beklager sig ikke. De går deres egne veje, og lader sig ikke slå ud af, hvilke forestillinger verden gerne vil trække ned over hovedet på dem. Selvom de ikke beklager sig, kan det absolut ikke være let. Men man kan jo heller ikke rende rundt og forklare gang på gang, hvem man i virkeligheden er til en verden, der nægter at lytte. Så man lærer vel at leve med det.

Fra msn

2007-10-18T17:12:00.000+01:00

Sarah siger:
was machst du?
Anne siger:
jeg sidder og proever at finde plads til Bilka reklamer
Anne siger:
og dig?
Sarah siger:
haha
Sarah siger:
jeg sidder hostende og venter på Jonatan Spang ringer*
Sarah siger:
(hvilket han nok ikke gør)**

Hvad laver I andre?

* = virkelig ringe forsøg fra min side på at være sjov (... i virkeligheden hostede jeg ikke***)
** og *** = ditto (minus parentes)

Gespaten gewesen

2007-10-18T05:51:00.000+01:00

Harmonikamusik. Live. Hatten Bar.

Jeg var der.

Therese var frisk på at tage med, så jeg syntes, hun fortjente en liter fadøl. Der var en, som syntes, vi begge fortjente saltstænger. Og der var en, som kastede en lille pose peanuts efter os. Manden med harmonikaen sang om druk, hor og mord, mens han spjættede kækt. Der var en, som blev ved med at tage billeder af os. Første gang spurgte han om lov. De følgende gange vurderede han det vist ikke nødvendigt. Der var en, som spillede på skeer. Der var en fuld teenager, som indtog scenen i pausen og forsøgte at snige sig til at strippe. Der var en lidt for lystig kvinde i tyrolerkostume, samt to megafoner og en stor, bidsk udseende type, der sad og lavede rocktegn med hænderne op mod harmonikamanden. Det var ikke helt, som jeg havde forventet det... Men det var sjovt!

"Jeg vil gerne synge en sang, hvor ordet Franziskaner indgår"

"Den sang, jeg nu vil synge, har et meget dominerende tyskerkor"

"Jeg vil gerne synge en sang om nogle ludere..."

Late Night Lørdag - del 2

2007-10-09T01:37:00.000+01:00

Sådan. Zodiac - totalt hyggefilm - kørende i baggrunden på dvd'en. Dyne, tæpper, masser af puder. Og en studerendes prik over i'et, når man med simple midler må forsøge at gøre sig det lidt behageligt: en "rigtig" dåsecola. Light. 33cl. Sådan. Jeg har vist fået klaret alt, hvad der skulle klares i dag, for jeg kan bruge tid herinde nu. Det, der skulle klares, var så at overvinde min dårlige samvittighed over intet som helst at have udrettet. Efter dén ikke helt ringe præstation, hvis jeg selv skal sige det (i hvert fald taget i betragtning, hvor meget jeg kunne være gået i gang med), vil jeg knytte et par kommentarer til de optrædende ved Late Night Lørdag, som trætheden forhindrede mig i at nå forleden nat, inden den indhenter mig igen.

Drengene efter pigerne. Laura Kvist og Christine Exner. Rigtig fedt act at have med. Deres bidrag var absolut en nævneværdig brik i helhedsoplevelsen af en aften, hvor de optrædende til sammen havde en meget bred appel. Hvor man under nogle af de andre optrædener glemte lidt, at man sad i et teater, mærkede man det straks, da de to skuespillerinder gik på scenen med deres østrogengennemvædede dialog og sange.

Jan Gintberg. For pokker da, han fyrede den af. Jeg (og resten af salen) var stort set flad(e) af grin fra han startede til han sluttede. Det var smukt, det han leverede, og stemningen røg helt op i loftet. Gennem taget faktisk. Man tilgav ham straks den nedringede tøjstil (ok, det skrev jeg kun, fordi Pingo påpegede det, da han gik på. Jeg bider sjældent mærke i, hvad folk har på, med mindre noget meget essentielt mangler (Britney!)). Noget af det, jeg sætter pris på ved Gintberg er, at der absolut ikke er mangel på indhold i de ting, han siger. Og så er han jo stjernedygtig. Jeg bliver ved at gå i stå, mens jeg skriver det her, da jeg synes, jeg påpeger det for enhver åbenlyse...

Her ville det sikkert virke drøngodt med en form for afrunding, men der kan vel på nuværende tidspunkt ikke herske den store tvivl om min begejstring for arrangementet. Opsummeringer og gentagelser får derfor ikke lov at forlænge mine udsigter til drømmeland. Adiós.

--- H ---
M U S
--- S ---

Tilføjet tirsdag d. 9. oktober kl. 12:33:
Jeg tænkte, jeg ville lave en lille update på idéer til udformningen af artiklen. Det slog mig lige for et øjeblik siden, at jeg måske kunne drage fordel af mit studie (for en gangs skyld). Måske jeg skulle lade den indre juranørd komme til og udforme det som en stævning eller en politirapport? Det ville vel sådan set heller ikke passe helt dårligt til det faktum, at det foregik på Nørrebro i lørdags.

"Jeg har noget, jeg skal fortælle Jer...

2007-10-07T21:48:00.000+01:00

... Mor, far... Jeg dropper ud af jurastudiet, flytter til Storbritannien og bliver komiker"

Åhh, de ville blive så stolte. Eller falde om...

Nå, men det gør jeg så heller ikke. Så mor og far kan få lov at stå oprejst lidt endnu (men jeg lover ikke for tiden efter bachelorgraden er i hus. Den første skriveperiode i London gik forrygende;-)

Late Night Lørdag

2007-10-07T03:35:00.000+01:00

Jeg har været til Late Night Lørdag på Nørrebro Teater lørdag aften. Det var fantastisk. Intet mindre. Det kan godt anbefales, hvilket jeg også har tænkt mig at gøre til læserne af det kollegieblad, jeg skal skrive til om det. Jeg er bare lidt i tvivl om, hvordan jeg skal gribe det an nu. De var jo så fucking fantastiske og jeg vil meget gerne videreformidle noget, der i underholdningsværdi holder niveauet. Hvor længe min hjerne skal ligge i blød, før jeg får den geniale idé, der kan opnå det, er umuligt at sige. Det samme er det at vurdere, om det overhovedet kan lade sig gøre.

Pissefedt initiativ. Rigtig fede og meget forskellige optrædener. Når jeg kan lide det, jeg ser på scenen, er jeg typen, som lader mig rive med fuldstændigt. Jeg ikke bare hører og ser, det der foregår. Jeg føler det også. Og det er næsten uanset genren. Jeg ved ikke, om min barn- og ungdom med mange koncert- og enkelte skuespil- og musicaloptrædener gør, at jeg meget let identificerer mig med den, som står på scenen, eller om det er noget andet, der foregår, men fascinerende er det.

Jeg har vildt meget lyst til Mountain Dew lige nu.

Jeg er vild med musik. Jeg er vild med stand-up. Jeg spiller (/skriver) selv musik. Jeg laver ikke stand-up (til tider dog noget, der minder om), men jeg er imponeret over folk, der har den slags evner. Musik og stand-up er noget af det bedste, jeg ved (de skubber søvn og Ninja Turtles ud af min top 5). Og der var masser af begge dele til aftenens Late Night Lørdag arrangement.

Men det vil næppe interessere læserne af kollegiebladet synderligt at høre om mit forhold til stand-up, eller at jeg spiller musik. Jeg vil gerne gøre det lidt specielt, når nu jeg synes, det har været en fed oplevelse, og så selvfølgelig fordi det både er mere interessant for mig og for dem, som læser det, hvis jeg lægger nogle kræfter i det. Min brainstorm på opgaven har haft et sølle udbytte i form af tre ord indtil videre: "brevform", "dagbogsform", "øjebliksbilleder" (forestillede mig at man med sidstnævnte kunne udvælge nogle "glimt" fra hver optræden at beskrive levende og detaljeret). Intet af det, jeg ud over oplevelsen på selve aftenen, gerne vil have med (eksempelvis lidt praktisk info og lidt om, hvordan man ellers som studerende kan få billige teateroplevelser), passer umiddelbart særlig fikst ind i nogen af de ovennævnte idéer, så jeg må vist hellere sove på den og tage en brainstorm mere i morgen. Og om nødvendigt en dagen efter og tirsdag og onsdag og... Hov, jeg må ikke glemme Jonatan Spang. Det kunne være fedt at få nogle kommentarer fra ham flettet ind.

Man kunne måske også tage en "hat" på (eller rolle om man vil) og være en eller anden person, hvis briller aftenen ses igennem. En psykolog, en pensionist, en hund, en gyngehest, whatever... Eller en fortællerperson som beretter om en blandt publikum, som man følger gennem aftenen og ser begivenhederne igennem.

Nej, jeg ved sgu ikke... Jeg tygger videre.

Sara Grabow and the Smoothies var cool. Man fik lyst til at springe ned på scenen og spille med.

Mikael Wulff. Jeg har jo engang drømt, at jeg fik til opgave at redde verden fra ham, og at det foregik på rulleskøjter. Men det faktum at alle i drømmen havde rulleskøjter på (side by side - ikke de dersens nymodens in-liners)... Nej fuck it, der skal ikke gå for meget drøm i den. Det var Mikael Wulff, jeg ville skrive om. Jeg håber bestemt ikke, der er nogen, der i den vågne verden er ude på at redde "os" fra ham, for jeg synes sgu, han er dejlig. Det kan være ret syret at lytte til ham, da hans tanker ligger milevidt fra, hvor mine egne nogensinde kunne bevæge sig hen (til trods for at også de når ned af nogle temmelig vanvittige veje). Det er så pissefedt at lytte til en, der tænker så anderledes og kommer på ting, der aldrig ville komme til en selv.

Anders og Ricky. Super fede! De var virkelig, virkelig sjove. Humor og musikalitet flettet sammen på en måde, som virkelig fungerede.

Kenneth Thordal er bare så pissedygtig. Tjek ham ud hvis I får muligheden!

Er det forkert, eller bare en anelse fjollet, at jeg forelsker mig en lillesmule i Jonatan Spang, hver gang jeg ser ham optræde? Eller ok, det er nok nærmere en form for glæde over, der findes mennesker, der er så dygtige og som tænker længere end... End... Som tænker langt. Og som indimellem siger virkelig syrede ting. Det sætter jeg stor pris på. Han er virkelig, virkelig sjov, og han var vært her til aften.

De sene nattetimer løber efterhånden over i de tidlige morgentimer, og jeg tror, I må have mine tanker om aftenens sidste optrædende, Drengene efter pigerne og Jan Gintberg, til gode.

Et er sikkert. Jeg skal til Late Night Lørdag igen.

OPDATERING: Link til indlægget "Late Night Lørdag - del 2"
(del 2 opdateret tirsdag middag)

I dag er jeg irriteret over ting

2007-10-03T21:57:00.000+01:00

Mange ting. Men heldigvis er jeg sjældent så irriteret, at jeg ikke kan more mig over mig selv og min irritation samtidig. Egentlig var det noget andet, jeg var kommet herind for at skrive om, men jeg kommer lige i tanker om noget, der godt kunne knyttes nogle kommentarer til, nu hvor jeg er inde på at være irriteret.

"Jeg håber, det var godt" er da noget underligt noget at sige til en, man har kysset. Navnligt når vedkommende, man siger det til ( = mig), sprællede som en gal for at komme fri og undveg efterfølgende forsøg på gentagelse. Men at det virkelig var forfærdeligt i en grad, jeg ikke havde troet kys kunne være, med mindre en vis Rudi var involveret, tilføjer kun en ekstra dimension til min mening om, hvor underlig en sætning det er at ytre. Det er da i sig selv plat, er det ikke? Det ville jeg også synes, hvis det havde været det bedste kys, jeg nogensinde havde fået (den person var ironisk nok også til stede da kommentaren faldt. Måske jeg burde have henvist til ham). Det eneste, jeg kan komme på, kan ligge bag sådan en kommentar, er en søgen efter bekræftelse/ komplimenter. Men hvordan kan det ikke have været dårligt for ham også?! Hvordan kan man kysse så dårligt uden at opdage, det måske ikke går skide godt (specielt med en kvinde, der forsøger at flygte, over for sig)? Hvis jeg havde syntes, det var godt, havde han ikke været i tvivl.
"Jeg håber, det var godt"?! Jeg forstår slet ikke hele idéen i at snave folk, der ikke vil have det (og da slet ikke for bagefter give udtryk for, det var noget begge parter potentielt kunne have nydt).
Så jeg vil gerne sige undskyld for de gange, jeg selv måtte have gjort det...

Dette var indlæg # 300.