... rådgivet Brian Nielsen om en Barbiedukke og fået et meget blidt stød med hans knyttede næve på min skulder som tak for hjælpen (den korte og lettere redigerede version af denne historie er naturligvis at jeg engang har "bokset med Brian Nielsen")
... i Brasilien på opfordring sunget (solo) for en fremmed brasiliansk familie i deres stue (det er noget af det mærkeligste, jeg har ladet mig overtale til)
... ved en fejl skrevet under på en dankortkvittering med navnet Shakira! (jeg var lidt ukoncentreret/ forvirret og inden jeg vidste af det, havde jeg altså fucket mit eget navn op. Til mit forsvar indeholder navnet Shakira samtlige fem bogstaver fra mit navn. Godt nok ikke lige helt i samme rækkefølge, men det havde alligevel været mærkeligere med "Knud")
... i panik besvaret et "jeg elsker dig" med at fortælle, hvad jeg havde i mine lommer!
lørdag, januar 27, 2007
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
5 svar:
Jeg har engang besvaret et "Jeg elsker dig" med at kaste op. Chokeret kan man hurtigt blive, men projektilopkastninger pga af det var nyt for mig.
Hvad var responsen på jeres noget aparte reaktioner? Jeg synes I drysser om jer med halve historier...
* Hvad var der så i lommen?
* Hvem tørrede brækket op?
* Kan kærlighed blomstre når den er gødet med lommeuld og opkast?
/Jonas - uden panikreaktionshistorier over sætningen "jeg elsker dig". Sidder og funderer over om det er en god eller en skidt ting....
I mit tilfælde skuffelse og derpå en slags halv glæde over at jeg dog følte et eller andet. Og det gjorde jeg selv. Og i det her tilfælde kunne den ikke blomstre gødet i opkast - jeg skal ikke afvise at det måske er en mulighed under andre omstændigheder......
Ja, jeg har vist tendens til halve historier...
Min erfaring er, at lommeuld heller ikke er den bedste gødning (hvad mon er den bedste?)
I lommen havde jeg bl.a. et pink plekter købt i Rock Circus i London. Mere nåede jeg ikke at fortælle, før vi blev afbrudt, hvilket også var årsagen til, jeg ikke fik nogen umiddelbar respons. Vi kom aldrig ind på det igen.
Jeg synes i øvrigt ikke din mangel på panikreaktionshistorier giver anledning til bekymring, Jonas:) Vil mene det er en god ting.
Send en kommentar